Cremet hokaido-suppe med arme riddere i krydret "æggestand"
Smager lækkert og mætter godt på en "kødløs" dag. Her får du opskriften:
1 økologisk hokaido
1 porrer (brug også den grønne top)
2 æbler
2 æg (beregn 1 æg pr. person)
1 hakket løg
1 lille blomkålshoved
1/2 liter creme fraice (jeg bruger altid 18% - men du vælger selv, om du vil bruge den fedtfattige).
Salt og peber efter behag
Basilikum - friskhakket eller fra strødåse.
Timian
Lidt muskatnød fra strødåse efter ønske - eller hak selv.
Lidt ingefær fra strødåse efter behov, (jeg synes den bliver for stærk ved at bruge friskhakket - men vælg selv).
1 grøntsagsterning.
OBS: Der er frit valg på alle hylder med hvilke grøntsager du vælger at komme i din hokaido-suppe. Jeg havde her tilfældigt lige blomkål og porre. Rodfrugter er et godt alternativ.
Toastbrød til arme riddere - beregn 1-1,5 skive pr. person.
Skær top- og bundstilk af hokaidoen (som SKAL være økologisk, da skallen også indgår i suppen).
Del hokaidoen i 2 halve, og skrab trevle-kødet ud. Pil kærnerne fra og smid resten af trevlerne ud.
Skyl kernerne rene for trevlekød, og lad dem tørre i et viskestykke. Det betyder ikke noget, at der stadig sidder trevlekød på kernerne. Det er næsten umuligt at få dem helt rene.
Lad nu kernerne ligge og tørre i viskestykket til senere brug.
Skiveskær hokaidoen og dernæst skær skiverne på den anden led, så det bliver mindre stykker. Den er hård at arbejde med - den hokaido - men man kan jo så trøste sig med, at den ikke også skal skrælles. 🙂.
Put de skiveskårne hokaido-stykker i en rimelig stor gryde, og hæld vand i, så det står kun lige over hokaidostykkerne. Tilsæt et finthakket løg. Sæt nu gryden i kog.
Udkern 2 æbler. Undgå at skrælle dem. Put også dem op i gryden.
Når det koger, så skru ned på blusset og læg låg på. Lad det nu koge indtil hokaido-skrællen er mør. Der går lige en rum tid - prøv at stikke i den efter 1 times kogning under låg. Når skrællen er blød, så er det kogt færdigt.
Medens hokaidoen og æblerne koger, skylles og plukkes et blomkålshoved i små buketter, og porren skiveskæres i runddeller, som derefter halveres. Kom den skiveskåret porrer op i sigte og skyl grundigt. Kom både blomkål og porrer op i en gryde og gør klar til kogning. Vent lidt endnu med at sætte dem på komfuret.
Nu skal du have fat i de græskarkerner, som ligger under viskestykket. Nu skal de nemlig ristes på en pande.
Start med at smelte meget lidt smør på en pande. Drys det godt med salt (spar ikke på saltet her). Når smøret er smeltet hældes kernerne op på panden, og fordeles jævnt med en grydeske. Hold et stort låg løst hen over panden, medens du rister kernerne, for de "skyder" næsten som popkorn. Der skal godt med varme under panden. Rør i dem et par gange - og husk stadig at holde låget som et skjold hen over panden, for de kan altså virkelig springe langt de her hokaido-kerner (det gjorde mine ihvertfald). Når kernerne er brune og sprøde er de færdige og hældes op i en skål til afkøling. Prøv lige at smage dem nu: de smager som saltede nødder. Mums. Efter afkøling køres de lige en tur gennem foodprocessoren eller håndhakkes.
Lad dem stå til senere brug.
Arme riddere i krydret "æggestand":
OBS: Til æggeblandingen her er brugt 2 æg - det svarer til halvanden styk toastbrød pr. person. Er I flere skal der beregnes 1 æg mere pr. person.
Nu skal der gøres klar til arme riddere i krydret æggestand. Pist med en gaffel 2 æg ud (passer til 3 toastbrød) i en dyb tallerken. Put 1 tsk. af de hakkede ristede kerner op i æggene og fordel igen med gaflen. Nu krydres med rund hånd tørret eller finthakket frisk basilikum i æggeblandingen, og der krydres med lidt salt og peber. Nu vendes toastbrødet i blandingen. Det skal have lov at suge godt af æggeblandingen på begge sider. Lad nu toastbrødene ligge på en tallerken til senere stegning.
Når din hokaido/æble blanding er kogt bløde, blendes det hele til en cremet konsistens. Hæld tilbage i en gryde og lad suppen kun lige stå og varme.
Nu sætter du gryden i kog med blomkål og porrer. Koges møre, hvorefter vandet sies fra, og grøntsagerne tilsættes suppen. Lad det hele stå og varme forsigtigt.
Tag nu de ristede kerner fra hokaidoen. Tag 1 stor spiseskefuld fra og hæld resten op i suppen. Kom en grøntsagsterning i og krydder med salt, peber, lidt ingefær, lidt muskatnød og med rundt hånd basilikum samt lidt tørret timian fra strødåse.
Nu røres 5 spsk. creme fraice ud i suppen. Brug gerne et piskeris til at få det rørt helt ud.
Lad suppen stå og simre medens du nu steger dine arme riddere.
Arme riddere:
Smelt rigeligt smør på din pande. Steg nu dine arme riddere gyldentbrune på hver side.
Suppen serveres med en stor klat creme fraise drysset med ristede og hakkede hokaido-kerner (dem du har til overs). Hertil lækre lune arme riddere i krydret "æggestand" . Det hele nydes med et glas is-vand. Husk også at nyde den helt fantastiske orange farve suppen har.🙂
Seneste kommentarer
Hej Claus og børn. Jamen altså - selv tak. Glad for at kunne hjælpe, og glad for at jeg opdagede Jer inde i hækken og "reddede" Jer. Tak for den fine hilsen. Hilsen Ester
Hej Ester.
Hermed et stort tak som næste gang vi kommer på Avernakø bliver til en buket til dig. Stor buket. Du samlede os op, på dæmningen, fælt tordenvejr. Et par måneder siden. TAK. Kh Claus+børn
Hej Kirsten. Jeg har skrevet til dig privat vedr. opskrift på babyfutter. Håber du modtager email. Ellers skriv endelig igen. Hilsen Ester Longsted/Made by Farmor
Hej, jeg kan ikke finde opskriften påmde søde babyfutter, kan du hjælpe mig. Mange hilsner Kirsten.