Hyldebærsaft

Så er det ved at være op over, hvis du vil lave hjemmelavet vitaminrig hyldebærsaft. Jeg har desværre ingen saftkoger - men det er heller ikke et must.

Her får du min "opskrift" på hyldeblomstsaft:

Det skal du bruge!

En stor spand (jeg forer lige spanden med stor fødevaregodkendt plastikpose. Så slipper jeg for at afrense en total hyldebærsaft-snasket spand af bagefter. Posen er jo lige til at smide ud, når hyldebærene er hældt ud i køkkenvasken til afskylning.

Saks

Tøj på til vejret - og så er det bare ud i naturen og plukke de sorte, saftrige hyldebær. Nogle afribber total bærene fra stilken - ej altså, DET gider jeg ikke. Jeg klipper hele klasen af ved tætteste ribbe, så jeg får HELE klasen af hyldebær med. Klip og læg i spanden. EEn stor spand hyldebær giver 4 liter drikkeklar hyldebærsaft. Pluk aldrig hyldebær lige ud til befærdet vej - find et sted ude på landet, hvor der ikke er de store trafikale forurenings-muligheder.

Når spanden er helt fuld, hældes hyldebærene op i køkkenvasken hvor de skylles grundigt i rindende vand - med ribbe og det hele.

Nu hældes hele baduljen (stadig med ribbe) op i en stor suppegryde. Tilsæt 1,5 liter vand og lad småsimre under låg i ca. 2 timer (til alle bærene er smattet helt ud). OBS: der spreder sig nu den skønneste duft af hyldebærsaft i hele huset🙂. MUMS!

Nu sies det hele gennem et klæde ned i fødevaregodkendt beholder (jeg har spande, der er fødevaregodkendt). Jeg bruger gamle viskestykker - som har udtjent deres værnepligt som pyntelige brugsting i køkkenet - som si-klæder med en stor plastsi under. Start med at tage ribbe og bær snasket op i klædet med en hulske. Lad nu stå 1/2-times tid og afdryppe. Pres resten ud. Nu smides massen ud, rent viskestykke op i sien og resten af saften med resterende bær og ribbe hældes nu op i klædet. Lad stå og afdryppe - pres igen resten ud. Den masse af bær og ribbe der nu ligger i viskestykket, smides ud, viskestykkerne skylles under køkkenhanen, så det værste saft er væk - og så får de lige en tur i vaskemaskinen i to-somhed  på korteste program. Så er de klar til at virke som si-klæde igen.

Nu hældes den siede saft tilbage i suppegryden (som jeg bruger) og der tilsættes 1 kg. sukker. Lad lige koge op igen under omrøring. Så er din hyldebærsaft klar til at blive frosset ned, når den er afkølet.

Hyldebærsaften bliver tyk, kraftig i smagen og meget lækker både som varm hyldebærdrik på kolde dage, sammen med en nybagtbolle - eller som hyldebærsuppe med tvebakker i. Her skal hyldebærsaften blot lige have et opkog og jævnes med lidt kartoffelmel omrørt i lidt koldt vand.

Jeg tilsætter jo ikke - hverken min æblemost eller saft - nogen form for konservering, men foretrækker nedfrysning, som bibeholder stort set alle vitaminer og mineraler. Mine frysebøtter er fra Ikea, og det er altså en god idé lige at hælde saften på frysebøtter. Har prøvet at fryse den ned i frostposer, men dem gik der hul på, når andre ting lige smides i fryseren, og lige lander ovenpå en pose med saft. Mine frostbøtter rummer 1 liter, men kan også fås i 1/2 liters.

 

Jamen dette var lige opskriften på en dejlig tur ud i naturen, lidt arbejde hjemme i køkkenet og sluttelig 4 liter skøn, lækker og vitamirig saft til vinterens kolde dage.

 

Velbekomme!