Vildsvineryg i bacon-svøb
Vi fik noget så usædvanligt som en vildsvineryg foræret af sød ø-bo. Jeg anede ikke hvordan man tilberedte sådan en sag. Fandt forskellige opskrifter på nettet. Valgte simpelthen den nemmeste og lavede lidt om på den. Jeg er ikke selv kød-spiser - men jeg smagte sovsen, og hvis kødet smager som sovsen, så er det en herre-lækker ret. Alle vores gæster spiste rub og stub af vildsvineryggen - både børn og voksne. Jeg ved heller ikke lige, hvor man går hen og køber en vildsvineryg, hvis man ikke ligefrem selv er jæger og skyder een. Denne vildsvineryg vi fik foræret her, stammede fra vildsvin skudt på jagt i Sverige. Her får I min opskrift på vildsvineryg tilberedt i ovn - og det er SÅ nemt:
1 vildsvineryg (her er rigeligt til 5 personer)
2 pakker bacon
Kartofler
2 grøntsags-kraftterninger
1/2 liter madfløde
Madkulør
Salt og peber efter behag
Tilbehør:
Kogte rodfrugter (kan udelades)
Kogte bønner (kan udelades)
Syltede asier/syltede agurker (er et must)
Ribsgelé (absolut et must)
Sørg for at vildsvineryggen er godt afpudset.
Læg den i et ovnfast dybt fad med låg. Den skal ligge med kødsiden opad.
Nu lægges de strimlede bacon på kryds og tvært over kødet, så det er helt dækket foroven. Bacon-strimlerne må gerne lægges ovenpå hinanden, da der er flere baconstrimler i 2 pakker bacon, end der bruges bare til at dække vildsvineryggen med - men spar endelig ikke her. Brug begge pakker bacon. Jeg undlod at strø med salt og pebber, men det kan gøres hvis ønskes.
Læg låg på det ovnfaste fad (römertorp eller som jeg har - et stort dybt ovnfast glasfad med låg).
Stil det ovnfaste fad med låg på rist i nederste rille i en kold ovn. (jeg har 4 riller i min ovn - og jeg bruger altid den nederste, når jeg tilbereder mad i mit glasfad med låg).
Tænd ovnen på 200 grader MED over-/undervarme (jeg bruger ALDRIG luftvarme, da jeg synes maden/bagværket bliver tørt af det).
Nu skal vildsvineryggen stå og hygge sig i ovnen 1,5 timer, og den må IKKE vendes under stegningen.
Serveres der rodfrugter/bønner til, så skal de sættes i kog, så det passer med, at de er kogt møre, når stegen er færdigstegt, og jeg koger dem gerne skåret i tern, hvor de koger under låg ca. 15-20 minutter, alt efter hårdhed.
Efter 1 time hældes "fedt" op i en gryde (der er nærmest ingen fedt i vildsvineryggen, så betegnelsen burde nok være kødkraft istedet for fedt)🙂 Dette skal bruges til sovsen. Det er også nu du skal sætte dine kartofler over. Stil atter vildsvineryggen i ovnen - stadig med låg på - den sidste halve time af stegetiden. Sluk ovnen efter sammenlagt 1,5 times stegning, og lad det hele blive i ovnen, indtil der er lavet sovs og kogt kartofler.
Op i gryden med kødkraften smuldres nu 2 grøntsags kraftterninger. Stil gryden på komfuret og varm stille og roligt op, indtil kraftterningerne er helt opløst. Nu tilsættes den halve liter madfløde, og det hele står stille og roligt og varmer op under omrøring. Hvis der ønskes mere sovs, kan der selvfølgelig tilsættes mere madfløde, mælk eller vand. Her elsker vi bare sovs lavet med madfløde - den bliver så dejlig cremet. Når sovsen stille og roligt er nået kogepunktet, jævnes med meljævning omrystet i mælk eller vand. Skru helt ned for varmen under gryden eller fjern helt fra kogepladen og lad den vente lidt på mere kødkraft fra stegen i ovnen. Når vildsvinestegen tages ud af ovnen, anrettes den på fad. Sæt nu en si over gryden med sovsen og hæld kødkraften fra det ildfaste fad gennem sien og ned i sovsen. Nu røres der 3 spiseskefulde ribsgelé ud i sovsen. Rør godt rundt i sovsen og varm den lige op igen. Tilsæt kulør ,hvis sovsen ønskes brun og smag til med salt og peber.
Jamen - så er der serveret vildsvineryg i baconsvøb med hvide kartofler og den skønneste sovs garneret med ribsgelé.
Som tilbehør på bordet sættes ribsgelé, evt. kogte rodfrugter, syltede asier eller syltede agurker. Under alle omstændigheder er det lækkert med surt som tilbehør.
Det er en meget lækker ret og vildsvineryg kan varmt anbefales. Vores gæster kunne ikke rigtigt definere smagen, smagte ikke som noget, de havde smagt før, men måske er det lidt sådan vildt-kød smager. Jeg er ikke kødspiser (men det er hele resten af famiien jo), så jeg smagte kun sovsen, og DEN var vildt lækker. Og - jeg stoler på gæsternes udsagn om, at vildsvineryg var lækkert - og at dømme ud fra det tomme fad, så MÅ den have smagt godt. Alt blev spist.
Så vildsvineryg i baconsvøb er her i huset krydset af som en favorit-spise, og da jeg ikke kan gå på jagt for at skyde vildsvin, må jeg nu gå på jagt i fødevare-butikker, for at købe.
Velbekomme!
Seneste kommentarer
Hej Claus og børn. Jamen altså - selv tak. Glad for at kunne hjælpe, og glad for at jeg opdagede Jer inde i hækken og "reddede" Jer. Tak for den fine hilsen. Hilsen Ester
Hej Ester.
Hermed et stort tak som næste gang vi kommer på Avernakø bliver til en buket til dig. Stor buket. Du samlede os op, på dæmningen, fælt tordenvejr. Et par måneder siden. TAK. Kh Claus+børn
Hej Kirsten. Jeg har skrevet til dig privat vedr. opskrift på babyfutter. Håber du modtager email. Ellers skriv endelig igen. Hilsen Ester Longsted/Made by Farmor
Hej, jeg kan ikke finde opskriften påmde søde babyfutter, kan du hjælpe mig. Mange hilsner Kirsten.