Topping-æblesovs inddampet med økologisk Muscovado-rørsukker
Hjemmebagt pandekage med is, chokolade, toppet med æblesovs inddampet med muscovado-rørsukker. MUMS!
Lidt om Muscovado-rørsukker.
Det findes i både en lys og en mørk variant. Muscovado-rørsukker er uraffineret rørsukker. Sukkerkornene er meget meget små, og sukkerprocenten er for den lyse variant 94-95%. Sukkerprocenten i den mørke variant er 89-91 %.
Den lyse variant smager af karamel (og det er IKKE kunstig tilsat aroma - men et lille mirakel fra naturens hånd).
Den mørke variant smager af lakrids - også naturens eget lille mirakel.
Jeg bruger altid den mørke variant - og her har jeg erfaret, at hvis du absolut IKKE vil have smag af lakrids i det færdige produkt, så skal du nok bruge almindelig rørsukker eller det velkendte hvide melis. Muscovado-sukker smager vildt meget igennem. Lige her i min Topping-æblesovs, må det hjertens gerne smage af lakrids, og det skal jeg da lige love for at den gør. Den smager ikke som almindelig rå-lakridspulver. Jeg kan ikke rigtig beskrive lakrids-smagen, andet end ved at sige, at det smager af Muscovado-rørsukker. Det er en meget speciel lakrids-smag - så speciel, at man slet ikke er i tvivl om, at det kommer fra Muscovado-rørsukker.
Det er dyrt - men det er pengene værd, hvis du ønsker en anderledes smag i dit hjemmebag, deserter, is m.m. OBS: Mørk Muscovado-rørsukker farver bagværket/isen m.m. brunlig - bare så du lige ved det.
Muscovado-sukker er meget dyrt, men jeg flotter mig at bruge det, når jeg f.eks. skal lave denne Topping-frugtsovs, som du her får opskriften på.
Økologisk Topping-æblesovs inddampet med Muscovado-sukker.
2 liter koldpresset, ufiltreret æblemost
800 gr. mørk Muscovado-rørsukker.
(Jeg bruger min egen hjemmelavede æblemost som er MEGET smagfuld, da den er ufiltreret - men jeg er sikker på man kan købe det i velassorterede fødevarebutikker.)
Kom æblemosten op i en gryde og lad det komme i kog.
Tilsæt nu under omrøring Muscovado-rørsukkeret og bliv ved med at røre i det, indtil al sukkeret er opløst.
Nu skal det hele lige op at koge igen - ikke bulder-koge, men bare simre med låget lagt 2/3 på, så der er en sprække dampen kan komme op ad. Og ved I hvad? - det skal altså godt nok koge længe: 4 - 5 timer! Med jævne mellemrum skal der røres lidt i det, og begynder det at tynke lidt før tid, så er det altså ved at være færdigt, så der skal holdes øje med det hele tiden. Det kan godt være du står af her - men det synes jeg ikke du skal, for det er altså et vildt lækkert slutprodukt, der kommer ud af det - men indrømmet, det koster nok på el-måleren, at have komfuret kørende så længe. Ihvertfald efter 4 - 5 timer, hældes den flydende Topping-sovs på skoldede og atamon-skyllede glas, låg sættes på, og når det er helt afkølet, sættes det i køleskab.
Det bliver IKKE en tyk-flydende Topping-sovs - men lidt som hyldebærsuppe-konsistens.
Brug det til Topping på pandekager, is, skyr, havregrøden, frugtsalaten - ja kun fantasien sætter grænser. Kan også puttes i en kage-dej og lige give et pift af denne ubestemmelige - men skønne lakrids-smag.
Da jeg bruger ufiltreret æblemost, vil min Topping-æblesovs bundfælde, så den skal omrystes/omrøres inden brug. Bedst at opbevare på køl, for at bibeholde den dejlige konsistens - ikke tyk men heller ikke tynd.
Den kan holde sig meget længe på køl, da sukkeret vil konservere - men du kan jo for en sikkerheds skyld lige komme lidt fy-fy-skamme i (atamon)🙂, så er du på den sikre side. Du kan også vælge at lave en mindre portion. Der skal 400 gr. sukker til 1 liter æblemost. Kogetiden er desværre den samme.🤭
Det er jo ikke en æblesovs man skal spise en masse af - den er bare SÅ lækker som tilbehør, og en gang imellem må man vel godt synde til den søde side.
Seneste kommentarer
Hej Claus og børn. Jamen altså - selv tak. Glad for at kunne hjælpe, og glad for at jeg opdagede Jer inde i hækken og "reddede" Jer. Tak for den fine hilsen. Hilsen Ester
Hej Ester.
Hermed et stort tak som næste gang vi kommer på Avernakø bliver til en buket til dig. Stor buket. Du samlede os op, på dæmningen, fælt tordenvejr. Et par måneder siden. TAK. Kh Claus+børn
Hej Kirsten. Jeg har skrevet til dig privat vedr. opskrift på babyfutter. Håber du modtager email. Ellers skriv endelig igen. Hilsen Ester Longsted/Made by Farmor
Hej, jeg kan ikke finde opskriften påmde søde babyfutter, kan du hjælpe mig. Mange hilsner Kirsten.