Bolsje-snaps
Jeg er ikke vild med snaps - men kan godt lide en lille sødlig skarp.
Det problem har jeg nu løst - jeg har opfundet Bolsje-snaps. Smiley.
Her brugte jeg ca. 6 dl. snaps (alle slags snaps kan bruges).
Snapsen hældes op i lille gryde og skal kun lige simre UDEN låg.
Nu hældes en pose af dine yndlingsbolsjer i (bare en af de almindelige størrelse poser bolsjer - ikke de der giga store). Her har jeg brugt lakridsbolsjer - men du kan bruge lige de bolsjer du elsker (bare IKKE fyldte bolsjer).
Lad snapsen små-simre UDEN låg indtil alle bolsjer er smeltet. Kom flere bolsjer i, hvis du synes snapsen er "lidt tynd" i smagen. Lad så atter simre, til alle bolsjer er smeltet. Omvendt: har du fået snapsen for meget "bolsjet" - så tynd op med mere snaps. Her må du prøve dig frem til ønskede smag.
Hæld snapsen i skål og lad afkøle.
Når snapsen er afkølet, kan den hældes på karaffel eller i tom og rengjort snapseflaske med ens egen etiket sat på. Brug tragt uanset hvad du hælder din bolsje-snaps op i.
Denne lakrids-snaps smager vildt godt - og det vil den også gøre med dine yndlingsbolsjer. Man har faktisk lyst til at tylle den ned - men det går altså ikke. Det er stærke sager med høj procent af sprit, så nøjes med at nyde et enkelt lille snapseglas i ny og næ. OBS: børn vil elske den - så pas på her også. Den smager jo som at drikke bolsjer.
Nu er alle advarsler givet - og så er det bare om at komme igang med at koge din helt egen favorit af bolsje snaps.
NB: Jeg har ingen anelse om sprit-procenten i snaps/akvavit bliver mindre af at blive "simret" med bolsjer i ca. 15 min.
Seneste kommentarer