Hjemmelavet vanilje-is

Her får du lige opskriften på mega lækker vanilje-is lavet på rigtig piskefløde - og uden brug af is-maskine. Det er nemlig en gammel opskrift, så nok fra før det blev moderne for private husstande at investere i ismaskiner. Oven i købet krystalliserer den ikke under nedfrysning - d.v.s. den kræver IKKE, at du under nedfrysning jævnligt omrører den. Bare lav den, og smid den i fryseren til den er frossen. Nemt og ligetil - selv uden is-maskine.
Denne hjemmelavede is bliver bare så lækker, og du kan komme i den lige hvad du lyster af frugt, chokolade, lakrids m.m. Her har jeg bare valgt almindelig vanilje-is. Her kommer opskriften, som er lavet af 1 liter piskefløde, og som på mystisk vis giver 2 liter is. Halver eventuel opskriften, hvis det er for meget.

1 liter piskefløde
8 æggeblommer (gem endelig hviden). Vedr æg kan du købe de der salmonellafri æggeblommer. Så mener jeg, at du separat skal købe 8 salmonellafri æggehvider også, hvis du ønsker at lave guf til din is (som du lige får opskriften på nederst på siden).
8-10 spsk. flormelis (eller så sød du ønsker din is - her har vi en meget sød tand). Alternativt kan du bruge rørsukker.
1/2 dåse vaniljepulver (de der små dåser) eller kornene fra 3 vanilje-stænger. Vaniljen kan udelades, hvis du ønsker anden smagsvariant.

Pisk æggehvider med sukker og vanilje med el-pisker. Du skal piske til sukkeret ikke knaser mere, og massen skal være luftig.

Pisk 1 liter piskefløde til cremet og luftig flødeskum.

Vend de piskede æggeblommer forsigtigt i flødeskummen. Det er nu, du skal tilsætte frugter, chokolade m.m. hvis du ønsker anden svagsvariant. Disse ingredienser skal også røres forsigtigt i massen.

Ismassen hældes nu i fryse-egnet emballage, puttes i fryseren og er spiseklar, når den er frossen.

Du får alletiders lækre is, som oven i købet er billigere end den dyre variant, som forhandles i butikkerne. Den er hurtig at lave og du ved nøjagtigt, hvad der er puttet i. Jeg laver altid min is af gode økologiske råvarer - men det er jo helt op til een selv.
N.B.: alle dine 8 æggehvider kan du piske til lækker lækker guf. Pisk dem med sukker (så sød som du vil have den). Pisk din guf så den er luftig, og skålen kan vendes på hovedet, uden det ryger ud. Så vil jeg da bare ønske velbekomme - og håbe, du vil elske den hjemmelavede variant af flødeis, lige så meget som vi gør.