02-02-2020

Benvarmere str. 2-4 år

Lune smørbløde benvarmere af baby merino-uld. Strikket af diverse rester fra andre strikkeprojekter. Baby merino-uld er både dyrt og lækkert garn, så jeg smider ALDRIG brugbare rester ud. Her har diverse rester så udmyntet sig i et par benvarmere til Prins O 2 år og Prinsesse A på 3 år. Faktisk kan de bruges fra barnet er spæd. De er simpelthen super gode at have, når baby trænger til at få lunet benene, sidder i klapvogn lige overgangen forår/efterår, hvor det godt kan være lunt i vejret - men ikke varmt. Når barnet sidder i cykelstol, og ikke skal fryse benene o.s.v. Jeg strikkede dem til mine egne børn, da de var små - og ville simpelthen ikke kunne have undværet dem. Det var jo også dengang, hvor vi ikke sådan lige havde særligt effektiv varme i bilerne (ihvertfald ikke de gamle biler vi som unge lå og kørte rundt i - smiley) - da var disse benvarmere altså uundværlige, når de små skulle ud i autostolen i en ret kold bil. OBS: de er altså også gode som pulsvarmere til de voksne - så str. 2-4 år holder ikke helt. Nok nærmest str. 0-100 år, da de har multifunktion.
Benvarmerne til højre er strikket af flere forskellige tykkelse baby merino-uld. Derfor virker de bredere nogle steder end andre - men det ses slet ikke, når først barnet får dem på.
Her kommer opskriften:
Slå 60 masker op på strømpepinde nr. 3. Strik rib over 2 ret og 2 vrang til ønsket længde. Mine her er 25 lange. Når ønsket længde er nået, så lukkes løst af. Til aflukning af strikketøjet har jeg brugt pind nr. 6,5.
Strik een magen til. Hæft alle ender - og du har et par lækre benvarmere til børn/et par pulsvarmere til voksne.
Da det er min egen opskrift - så må du dele den, alt det du vil.