24-01-2020

Vest i Baby merino-uld fra Drops str. 4 år

Vesten her er til vores Prinsesse A. Hun er kun 3 år - men en meget lang pige.
Den er strikket i det smørbløde Baby Merino-uld fra Drops og det er handlet hos www.justonemorerow.dk. Det er en dansk butik, mener de holder til i nordjylland. Kan varmt anbefale at købe garn oneline her. Super service og hurtig levering.
Til denne vest er næsten gået 4 nøgler. Løbelængden pr. nøgle garn er 175 meter. Det er vigtigt lige at checke løbelængden på det garn du bruger, hvis du skulle vælge et andet garn end dette, da løbelængden er afgørende for, hvor mange nøgler garn du skal bruge. Beklager de meget slørede fotos og dårligt visende farve - farven er ikke rigtig gl.rosa men nærmest en mellemting mellem lys gl.rosa og meget lys lavendel. Mønsteret er bare selvkomponeret med forskellige ret og vrang masker. Rundt om hjertet - som er strikket ret på vrangsiden og vrang på retsiden - på glat baggrund af retstrik, så det fremstår lidt tydeligere. Synes så ikke lige det lille hjerte var tydeligt nok, så jeg hæklede lige en række stangmasker og syede rundt om hjertet. Derudover er der rudemønster - 10 ret, 10 vrang over 10 pinde. Hjertet er placeret midt på ryggen (det var så lige en fejl - det skulle have været på forstykket, men sådan kan det jo gå, når man ikke tænker sig om. Smiley). På forstykket har jeg sørget for samme antal "ruder" i mønsteret, så det er pænt ens i sammensyningen. Derudover har jeg midt på strikket en stor "rude" af perlestrik over 2 ret, 2 vrang over 2 pinde, inden der skiftes til ret over vrang og vrang over ret - igen over 2 pinde. Selve "ruden" med perlestrikningen er over de midterste 44 masker. Bærestykket har jeg strikket ren ret over ret, ligesom der på pullen er lavet "bælter" af ret over ret på alle pinde i ca. 5 cm. bredde. Men her får du frit slav til at finde på nogle nemme mønstre i ret og vrang - eller hvis du er dreven udi mønsterstrik - så er det jo også en mulighed.
Her kommer opskriften: (hvor du så selv lige komponerer et mønster, eller lader inspirerer af mit).
Bagstykke:
Slå 80 masker op på pinde nr. 3 og strik rib over ønsket bredde. Jeg har ca. 4-5 cm. på denne. Strik nu ønskede mønster til ønsket længde. Denne vest her er 43 cm. fra rib til ærmegab - for som beskrevet, så er mit 3-årige barnebarn her en meget lang pige. Nu lukkes der for 8 masker i hver side = ærmegab. Strik til arbejdet måler 14 cm. fra ærmegab. Strik nu mod midten og sæt de midterste 24 masker på en hjælpepind = halshul bag. Du har nu 20 masker på pinden.
Strik nu den ene side færdig: Luk til skulder for de første 10 masker. Strik pinden ud mod maskerne på hjælpepinden. Vend strikketøjet og strik pinden ud. Vend atter strikketøjet og luk de sidste 10 masker af. Dette er den ene skulder. Den anden side strikkes magen til - hvor du starter udefra ærmegab og strikker ind mod halsen, hvor du så lukker de første 10 masker af. Strikker pinden ud ind mod maskerne på hjælpepind. Vender og strikker 1 pind. Vender og lukker de sidste 10 masker af.
Forstykket:
Slå 80 masker op på pinde nr. 3 og strik nøjagtig som bagstykket. Når der er lukket af til ærmegab = 8 masker i hver side, strikkes til arbejdet måler 9 cm. Nu sættes de midterste 16 masker på en hjælpepind = halshul foran, og hver side strikkes nu færdig hver for sig. Du har stadig garnet siddende på pinden efter de 16 masker er sat på hjælpepind. Vend strikketøjet og luk nu for 2 masker mod halshullet. Strik pinden ud, vend og strik atter ind mod halshullet. Vend strikketøjet og luk nu 1 maske mere af. Strik pinden ud. Vend og strik atter ind mod halshullet. Vend strikketøjet igen og luk atter en maske af. Strik pinden ud. Du har nu 20 masker på pinden. Nu strikkes til arbejdet måler 14 cm og der lukkes af for skulder med start fra skulder med 10 masker, strik pinden ud mod halshullet. Vend strikketøjet, strik pinden ud, vend atter strikke tøjet og luk de resterende 10 masker. Den anden side strikkes ligeså - husk at starte med at strikke en pind udefra ærmegab ind mod halshullet, hvor du derefter vender strikketøjet og starter din lukning mod halshullet som beskrevet ved den anden side, du lige har strikket færdig. Når du har strikket halshullet færdig, lukkes af som på den anden skulder. Hæft ikke ender endnu, de kan bruges til sammensyning. Vend strikketøjet ret mod ret, og sy skuldersømmene sammen. Sy sidesømmene sammen - og pas det sammen, hvis du har valgt at strikke mønster, så der er en pæn sammensyning af mønster i siderne. Vend retten udad på vesten. Mine ærmegab blev ikke så pæne. Det var faktisk for at undgå opsamling af masker til strikning af pæn afslutning ved ærmegab, at jeg valgte at strikke bærestykket i ren ret. Men den gik altså ikke. Det blev slet ikke pænt. Øv - opsamling af masker er absolut ikke min spidskompetance - men jeg var altså nødt til at samle masker op i ærmegabene og strikke rib over 2 ret og 2 vrang. Jeg samlede 80 masker op på strømpepinde nr. 3 og strikkede ca. 2 cm. rib. Lukkede løst af med pind nr. 6,5.
Halshullet: på strømpepinde nr. 3 samles 105 masker op incl. dem der sidder på dine hjælpepinde. Strik ren ret, så rillerne vender ind mod vrangsiden. Det er nemlig rillerne, der gør, at halskanten ruller ud mod forsiden. Du kan selvfølgelig også vælge at strikke ribkant for oven. Strik 2 cm og luk løst af. Jeg brugte igen pind nr. 6,5 til at lukke af med, og skulle hele tiden holde øje med, at jeg virkelig lukkede løst af. Det er så ærgerligt at gøre lukningen for stram, så barnet ikke kan få sit hoved igennem. Her skal altså lukkes meget løst af. Løsere end ved ærmegabet.
Så mangler bare at hæfte enderne. Vesten her til Prinsesse A er dejlig lang, så den kan også bruges bare over et par leggind og en matchende t-shirt. Hellere lidt for lang end lidt for kort.
Opskriften her er min helt egen - og du må dele den, lige så meget du vil. God strikkelyst.