13-11-2019

Djævlehue af smørblød baby merino-uld

Her får du opskriften på Prinsesse A´s djævlehue. Det er faktisk den opskrift min egen mor også brugte til mig og min søster da vi var små. Ret sjovt at så gammel en opskrift stadig er aktuel blandt unge mødre - men det er altså også en helt fantastisk hue til baby, som bare sidder godt på hovedet og har en rigtig god pasform. Her kommer opskriften:
Størrelse: 0/3 - 3/6 - 9/12 måneder.
Garnforbrug 1 nøgle.
Pinde nr. 3

På pind nr. 3 slås 30 (34) 38 m op. Strik 1 pind retstrikning. Strik retstrikning og tag ind og ud indenfor de 2 yderste masker i hver side således:
Ved ud- og indtagninger gøres sådan her, for at få en fin kant: Strik 2 masker, saml maske drejet op = udtagning. Ved indtagning strikkes til der kun er 4 masker tilbage på pinden. Så strikkes 2 masker sammen, og derefter strikkes de 2 resterende masker.
Så startes der på huen efter opslagning og een pind retstrikning.

Tag 1 m ind i begyndelsen og 1 m ud i slutningen af hver 2. pind 14 (16) 18 gange.Strik ret tilbage = efter den pind hvor der strikkes ud- og indtagninger strikkes bare ret på næste pind, som jo så er pinden inden næste pind med ind- og ud-tagninger.

Tag 1 m ud i begyndelsen og 1 m ind i slutningen af hver 2. pind 14 (16) 18 gange. Strik ret tilbage.

Tag 1 m ind i begyndelsen og 1 m ud i slutningen af hver 2. pind 7 (8) 9 gange. Strik ret tilbage.

Tag 1 m ud i begyndelsen og 1 m ind i slutningen af hver 2. pind 7 (8) 9. Strik ret tilbage.

Tag 1 m ind i begyndelsen og 1 m ud i slutningen af hver 2. pind 14 (16) 18 gange. Strik ret tilbage.

Tag 1 m ud i begyndelsen og 1 m ind i slutningen af hver 2. pind 14 (16) 18 gange. Strik ret tilbage.
Luk pænt af og hæft enderne. Nu skal huen monteres og der skal strikkes bindebånd. Se hvordan lige over dette indlæg.