19-01-2019

Karklude af reste-garn

Havde så mange rester af økologisk tyk blød bomuldsgarn, og de blev så lige brugt her til 3 grydelapper. Når jeg bruger SÅ mange forskellige rester, så bliver der vanvittigt mange ender at hæfte - og det bliver altså noget værre vulkeri ude i kanten af grydelappen med alle de hæftninger. Jeg har fundet løsningen - og IKKE fordi det er nemmere end at hæfte alle de ender, for det tager faktisk mere tid. Jeg binder frynser af alle enderne!!! Smiley. Små fine frynser, der så lige efter binding er friseret igennem med synål, og til sidst klippet lige af i længden, så de virkelig ligger fint som en række frynser. På den lilla karklud har jeg kun ét farveskift, så der har jeg så lige bundet frynser i den brede lyse stribe på hveranden strikket række, for at der ikke kun var 2 frynser med langt mellemrum. Målene på disse karklude er ca. 25 x 25 cm.
Her får du lige opskriften:
Jeg har brugt smørblødt tykt økologisk bomuldsgarn 8/8.
Slå 50 masker op på pinde nr. 3 og strik 10 rækker ren ret. Nu strikkes på hver pind de 4 første masker og de 4 sidste masker ret (over hele karkluden længde - altså på alle pinde). Dette danner en fin kant af retstrikning hele karkluden rundt. Efter 4 ret har jeg strikket på den ene karklud rudemønster med 2 ret og 2 vrang over 2 pinde - derefter skiftes så 2 ret over 2 vrang - ligeledes over 2 pinde. Slut alle pinde af med 4 ret. Den sorte karklud er perlestrik med en ret og en vrang, hvor næste pind så er en ret over vrang og en vrang over en ret og så fremdeles. Når karkluden kun lige mangler de 10 pinde ret til sidst i at være kvadratisk, så strikkes de 10 pinde ret, og der lukkes af. Når du strikker af reste-garner, og vil binde frynser i stedet for at hæfte enderne, så husk at få ALLE farveskift i samme side.
Mine 3 karklude her er lige foldet fint og bundet med groft hørgarn, for selvom der er bundet frynser istedet for at hæfte, så er de altså fine at give som gave - og det er lige hvad disse skal.