19-12-2018

Genbrugsgave der luner

Meget meget lækker, blød og varm halsedisse. Dobbeltstrik - og bagsiden er også strikket i samme mønster - bare omvendt farvemæssigt. Lukketøjet er knapper - rigtigt lukketøj med knaphuller, ikke bare pynteknapper. Halsedissen her er stor, vamset og blød, meget fint strikket med det fineste mønster af iskrystaller, og ser helt ny ud. Prisen var Kr. 10. Oprindeligt var prisen Kr. 20 - men så var der lige 50% julerabat, så jeg endte med at give 10 kroner. Denne lækre halsedisse ender nu som gave under juletræet til et familiemedlem, som ALTID synes hun får træk i nakken og altid fryser om halsen, bare det blæser lidt. Hun kan da kun blive lykkelig for denne genbrugsgave. OBS: Når jeg - som her - giver julegaver fra genbrugbutikker, så fortæller jeg altid, at gaven er genbrug. MEEEN! - først når de har pakket op og sagt IH og EJ, lige hvad jeg mangler. SÅ fortæller jeg, at jeg lige vidste du manglede sådan een, og at jeg fandt den i genbrug. Prisen holder jeg for mig selv (det havde jeg jo også gjort, hvis det havde været en dyr gave), for selvom gaven her var meget billig i indkøb, så er den givet med omtanke og et godt match med modtageren, og i sidste ende er det jo det, der tæller, når man giver gaver. OG - ikke at forglemme: man støtter altså et godt formål ved at handle i nødhjælpsorganisationernes genbrugsbutikker, og i betragtning af, at Moder Jord er ved at blive ret ressource-træt p.g.a. vi menneskers overforbrug - ja så er der da al mulig grund til også at bruge genbrugsbutikker, når der skal købes - som her - julegaver. Smiley