18-12-2018

Strikket nissefamilie

Giver altid vore sønner og deres koner penge i julegave til større ønsker - men har altid været ked af blot at overrække en kuvert med knitrende sedler i som julegave. Det er der ikke rigtigt noget julet over. I år valgte jeg at give penge-gaven på en meget mere julegave-agtig måde. Fandt denne skønne nissefamilie på et julemarked. Nissemor og -far er ca. 40 cm. høje og nissebørnene lidt mindre. Tøjet er meget detaljeret strikket og i flere lag, så løfter du op i yderste lag - ja så er der sørme også strikket tøj til indenunder. Check lige nissebørnenes fine bluser med strikket iskrystal. Selv de fine træsko, som hele familien har på, er syet på - altså der er simpelthen syet op gennem hælen på træskoene, så de er syet fast til benet. Rigtig flot håndarbejde - og de fejlede intet. Prisen for hele denne skønne nissefamilie var kr. 100,00, hvilket jeg synes er rimeligt for så store og fine nisser. Nu er hele familien sat i en fin flettet kurv, jeg havde i mine gemmer - og heri ligger nu de 2 kuverter med julegave-penge til yngste søn og svigerdatter. Hele baduljen blev så lige vrappet ind i cellofan med sløjfe og til- og fra kort. Nu er jeg glad for at give penge i gave - fordi de er pakket ind som rigtig julet julegave - og lur mig om ikke deres 2 børn her - vores yngste børnebørn - vil blive ovenud lykkelige for denne nissefamilie. OG - vi ved, at den lille familie er så glade for deres penge-julegave, som så er tilskud til STORE ønsker. NB: Havde faktisk tiltænkt yngste søn og svigerdatter en lækker sag fra Brunner - en campingsofa. Havde været perfekt til den lille families campingture med campingvognen. Men - da jeg ugen før jul endelig fik mig begivet til Tarup Campingcenter for at indkøbe den lækre sag, så var butikken lukket og slukket. Åbnede først igen i det nye år. Så jeg måtte returnere til traditionen med pengegave under juletræet. Tror egentligt det var godt nok. Da jeg afleverede julegaven for lidt siden (holder ikke jul med dem i år), så udbrød yngste søn med et stort smil: Ej hvor jeg glæder mig til de der kuverter ved nisserne. Så tak til Tarup Campingcenter fordi de var gået på juleferie - for jeg kunne nu se, at det der med at give penge i julegave måske slet ikke er nogen dårlig idé. Tror da lige jeg fortsætter at den vej. Smiley