14-07-2017

Hvilestol, uldtæppe og karklude

Avernakø´s årlige marked er lige løbet af stablen (se omtale under siden Blog). Jeg gjorde sædvanen tro nogle gode fund. Hvilestol - altså een af de der du nærmest ligger ned i - nok ikke ægte læder, men pyt med det. Nu er den flyttet ind hos os, med udsyn til brændeovnen. Har lige lagt et tykt lammeskinstæppe i (og DET er med garanti ægte) - så nu kan der slænges ved brændeovnens varme til efteråret. Jeg gav Kr. 300 for hvilestolen. Hjemmestrikkede karklude til 2 for kr. 50 - de er store og så fine med hæklet kant. Strikker også karklude selv - men disse var så fine og billige, så nu får min elskede campingvogn nyt køkkenudstyr. Og se så lige det meget meget - ja mega - flotte gulvtæppe. Det måler 75 x 135 og det er REN lammeuld - den krøllede udgave - med så flot vævet uldkant i begge ender. Og det er tykt - mindst 2 cm. Det var et røverkøb. Jeg gav kr. 250. Det er lavet af billedkunstner og væver Mette Birckner fra Assens. Vævet af råuld fra Leicesterfår (mærkat med kunstner sad på). Det er altså et meget lækkert tæppe, det her og er nu også lagt ud i vores dejlige campingvogn, hvor det kan varme bare fusser på gulvet. Ej hvor er jeg glad for det. Det fejler intet. Ingen pletter eller slidtage på nogen måde. ET RØVERKØB. Smiley. Her er for kr. 600. Det er selvfølgelig mange penge - men hvor går man lige hen og får en hvilestol, hjemmestrikkede karklude og et lammeskinds-gulvtæppe for 600 kr.? Jeg gik på Avernakø Marked. Karkludene kan I også købe på Avernakø. De er nemlig strikket af vores lokale hatte-dame: Elinor Rasmussen, som bor på øen, og hun har altid åbent, hvis hun er hjemme. Hun hækler også de skønneste bøllehatte, hvis du lige står og mangler sådan en lille sag. Smiley.