Mums fra mit køkken - Havregrynskugler

 

Har lige lavet havregrynskugler - julen nærmer sig jo. Dette skønne store glas (nok 40 cm højt) har jeg købt i Fakta til Kr. 50,00. Købte 2 - ét til hver af mine voksne sønner, og havregrynskugler vokser man åbenbart aldrig fra. Det lille træhjerte fandt jeg i Rema 1000 - 6 stk. kr. 10. Ærgrer mig over, at jeg ikke købte flere - de er så fine. Nu bliver de skønne bolsjeglas fyldt med julens store hit - Havregrynskugler.
Opskriften er gammel, og du får den her:


Verdens bedste havregrynskugler:
100 g. havregryn
200 g. sukker
50 g. flourmelis
300 g. cacao
100 g. smør (Vigtigt: rigtig smør - ikke kærgården eller noget andet)
1/2 dl. kold kaffe
Kokosmel til at rulle kuglerne i.
Hæld kokosmelet op i et stegefad eller en skål - så er det nemt at trille dem heri.

Rør sukker og smør hvidt. Det skal være helt hvidt, for så er sukkeret helt opløst. Du må ikke snyde og først smelte smøret. Det skal koldrøres med sukkeret - brug evt. en røremaskine.
Derefter røre du kaffe i, så cacao. Rør det godt så det er en ensartet masse. Nu tilsættes flourmelis, og der røres igen. Tilsidst røres havregryn i. Hvis du synes massen er lidt for lind, kan du blot røre mere havregryn i. Men pas på med at røre massen for tør - den sætter sig - altså tørre lidt ind helt helt af sig selv.
Lad massen stå ca. 15 min. til den har sat sig lidt. Nu kommer du til arbejdet med at trille kugler, i størrelse der passer dig. Jeg triller en stak og lægger dem efterhånden op i mit stegefad, som er fyldt med kokosmel. Når fadet er pænt fyldt, bliver havregrynskuglerne vendt i kokosmelet.
Pak i lufttæt bøtte og gem til jul (Hvis du kan. Her i huset laver jeg dem ALDRIG før dagen før juleaften, for de overlever IKKE ventetiden til den 24. december, hvis jeg laver dem før). Disse er lavet til mine voksne sønner, som begge er "julebørn", og de bliver givet som del af gave her sidst i november. Og med garanti - de er spist inden jul.
Du kan trille dem i, hvad du lyster: Chokoladekrymmel, lakridspulver (smager himmelsk), dyppe dem i kogechokolade, toppe dem med mandler m.m. - det er kun fantasien, der sætter grænser. Opbevares i tætsluttende dåse/bøtte på køl. De kan sagtens holde sig 4 uger på køl, så det er en god julekonfekt at lave i god tid. Jeg har her klippet rundeller af bagepapir til at ligge imellem lagene - der er jo rigtig mange her i bolsjeglassene.
Nu har du ihvertfald fået verdens bedste opskrift på havregrynskugler.

NYT NYT NYT!
Jeg er nu begyndt at lave mine havregrynskugler sunde. Laver dem nu udelukkende af økologiske gode ting - erstatter smør med kokosolie, bruger nu rørsukker, økologisk kaffe og økologisk kakao. De bliver rimeligt dyre at lave - men nu laver jeg dem hele året, og de spises med god samvittighed, da kokosolie er fyldt med gode ting, som kroppen har godt af - men altså: det er stadig til den søde tand. Vi spiser dem MEGET gerne til aftenkaffen, eller snupper een, når vi er ved at gå sukkerkold. Her ved vi jo hvad der er i - så er helt sikker på at undgå E-numrer, kunstig farve m.m. De smager bare SÅ meget bedre, når de er rørt med kokosolie - og endelig den økologiske MED smag. Fås nemlig også smagsløs, hvor smagen er fjernet på mystisk vis. Krukken er mærket "Smagsløs", hvis den er uden smag, så den skal du undgå til disse havregrynskugler. Den smagsløse bruger jeg til stegning - her er det OK, da man jo ikke vil have frikadellerne til at smage af kokos!