Blog om alt mellem himmel og jord

06-06-2022

Pinselørdag er = majstangsdag på Avernakø. Her er det i Munke, hvor vi hører til. I Avernak by-kerne har de deres helt egen majstang, som så ikke lige hedder en majstang - men et majtræ, da det er den originale gamle metode den lægges ned på og hejses igen. Her er der MEGET store og MEGET tunge sten involveret. Ikke hos os i Munke. Vores lægges ned via anordning som kendes fra flagstang - alt i træ og smukt malet i sort. På Korshavn har de ingen majstang/-træ - men de er også meget velkomne til at deltage i festlighederne. Smiley. Jeg har nok hvert år beskrevet denne hyggelige dag med masser af billedmateriale, så det udelader jeg i år. Uanset vind og vejr, men selvfølgelig aller dejligst i solskin, blå himmel og sommerlige temperaturer, så er pinselørdag på Avernakø noget helt særligt, og helt vildt hyggeligt. I år var vi heldige med vejret: høj blå himmel, strålende sol og næsten sommerlige temperaturer. Vi mødes ved majstangen om formiddagen, hvor den bliver lagt ned, den gamle jernring fritages for vissen pynt fra sidste år, stang og holder males (også topflaget i træ). Så skal majstangen ligge og tørre hvilende på træbukke. Så nydes lige kaffe/the og varme vafler eller pandekager med hjemmekogt syltetøj. Mums det er lækkert. Så går vi alle hjem - men kun for en stund, for ved middagstid er der nemlig fællesspisning i øens fåreavlers dejlige have. Alle har en ret med efter eget valg, sit eget bestik og tallerken, glas m.m. og så er der - ved fælles hjælp - lige pludselig stadset en lækker stor buffet på benene. Her er alt hvad hjertet begærer af lækker mad, frugt, brød og pålæg, frikadeller - her er simpelthen så meget at vælge imellem, Een har kage med til kaffen - som man så lige selv skal have brygget hjemmefra. Alle ø-børnene render rundt og leger - og juhu - også vores børnebørn faldt helt godt i hak med andre børn, og det er altså skønt at se, hvordan børn - uanset alder - kan lege sammen, selvom de ikke kender hinanden i forvejen. Vores børnebørn havde simpelthen en fest hele pinse-lørdag. Her blev sået "lykkefrø" i deres erindring, er jeg ret sikker på. Smiley. Efter fælles-spisningen - så går alle igen hver til sit - meeeenn!!! - vi mødes igen kl. 18, gerne medbringende blomster. Nu skal majstangen nemlig pyntes. Den store jernkrans midtpå bliver smukt bundet med bøgegrene i et tykt lag, herefter bliver blomster i alle farver og arter stukket godt ind i bøgegrenene. Lidt højere oppe - lige under flaget - her bindes smuk lille buket - OG allerøverst anbringes flot topbuket.
Begge vores børnebørn var i år med til at pynte den store midterkrans - og det har da godt nok fæstnet sig i deres hukommelse, for de har snakket om det flere dage efter. Sikke en dejlig følelse af gode oplevelser de bærer med sig ud i livet. De råhyggede simpelthen hele den pinselørdag - både med leg med andre børn, studere snoge i Munke gadekær, fællesspisning og pyntning af majstangen. De deltog i det hele - og de er bare 5 og 6 år. Efter pyntning af majstangen, så skal den jo hejses på plads igen, og det foregår via reb, lange kæppe, 2 mænd ved "roret" oppe på stenene, en kaptajn på jorden og masser af stærke mænd med gode muller - for det er hårdt arbejde,at få den majstang til at stå vertikal i vatter - kun ved brug af lange rafter bundet sammen med tov i parvis 2 og 2 - og forøvrigt meget imponerende at opleve som tilskuer. Nu står majstangen flot - nymalet og smukt pyntet - og kroer sig af stolthed, medens vi allesammen synger en sang - udleveret på skrift til alle de fremmødte. Inden skønsang, så skal ny oldermand vælges (oldermanden står for alle flagdage på majstangen). Den nyvalgte oldermand skal trutte i et meget gammelt horn (ko-horn), smukt udsmykket med gamle dateringer fra forrige århundrede. Det er altså ikke alle, der har lungekapacitet til at få en lyd ud af det horn. Jeg kan ikke - men det kunne vores nyvalgte oldermand. Whauu!!! Der klappes af truttende oldermand, og efter vi har sunget fællessang, så er vores pinselørdags-majstangs-hygge-komsammen-fællesspisning pludselig slut. Ej - ikke helt. Mange fortsætter til fest med musik og dans i Avernakø Forsamlingshus lige til den lyse morgen. Ikke os. Vi cykler hjem med trætte børnebørn på sidelinjen. Nu skal vi nemlig hjem og spise aftensmad, medens vi ser Cirkus Summarum på TV. Det har trunterne allerede bestemt - så vi retter ind. Smiley. N.B.: Se da lige den majstang i Munke! Er den ikke bare fin - og nu med flaget hejst.

06-06-2022

Svanefamilie på tur ved drejet. Altså det var vores prinsesse A på 6 år, der pludselig opdagede, at svaneparret her havde 5 små grå-dunede unger med. Jamen altså!!! Se lige en gang!!!. Bare at trunten overhovedet opdagede, at svanerne havde unger, det er da imponerende. De er jo nærmest forklædt som sten, med den farve deres dun har. Vi kunne ikke nyde synet ret længe - for svaneforældrene hvæsede helt vildt af os, så vi valgte at fortrække. Men sikke en oplevelse, som jeg lige nåede at tage foto af, inden vi blev bedt om at forlade "matriklen" af hvæsende svaneforældre.

06-06-2022

Jeg ELSKER selv de lange gåture ved havet, og finde guld i form af hulsten, drivtømmer, slebne glasskår m.m.m. Det er altså det helt store hit blandt børnebørnene - den tur til stranden og finde "guld" - medbringende aftensmad, saftevand og lidt lækkert til dessert. Hertil kaffe til de voksne. Vi drog afsted med yngste børnebørn. 1. pinsedag ved 18-tiden. Stadig dejlig solskin og meget varmt. Farfar tog fiskestangen med, og jeg havde sædvanen tro 3 af muleposer med - een til mig og een til hver af børnene. For jeg VED, at nu bliver der fundet strandvaskede mursten (skide gode som tegnekridt), krappeklør og krabbeskjolde, skaller, hulsten OG det meget smukke glas. Glasskår som har ligget i havet og slebet så lækkert smørblødt af bølgeskvulp og sand, at der absolut INGEN skarpe kanter er. De er slebet helt matte af sand - men det gør intet. De er så smukke. De fleste er flaskegrønne (nok fra øl- og vinflasker) - men indimellem kan man altså være heldig at finde lyseblå, turkise, gule, lysegrøn og lys-lilla. Rød-orange strand-slebne glasskår har jeg ALDRIG set - men-men-men, gæt hvad jeg fik af trunten på 6 år: et stykke rød-orange glasskår. Det havde hun lige fundet, og det måtte jeg må, hvis hun så måtte få nogle af mine lyseblå, lysegrønne og lyslilla, når vi kom hjem (jeg har dem stående i en kæmpe glasbovle i vinduet). Jeg gav mig - men kun fordi jeg aldrig har set et rød-orange strand-sleben glasskår. Trunten på 5 år ville også bytte sit ene glasskår med mig, mod at han måtte tage 10 af mine. Ahhh - man er jo farmor, og jeg kan altid finde flere, så vi indgik en aftale: jeg fik hans lidt kedelige grønne stykke, han selv havde fundet, og han fik lov at vælge 10 af mine. Han kan jo ikke tælle - så jeg tror sådan på gefúhl, at han tog 25 stykker. Ihvertfald 3 håndfulde af mine. Skide dårligt byt for mig - men Prins O pointerede flere gange, at det grønne slebne glasskår, jeg havde fået af ham, det var meget sjældent. OK! Jeg må have gjort en god handel. Smiley.
Når man efter flere timers søgen på stranden kommer hjem med muleposerne fyldt med alt muligt, så bruges der også lang tid på at på guldet sorteret og lagt fint i glas. (UHHA - jeg forstår stadig ikke det glas med krabbeklør og krabbeskjolde). Godt de ikke skal stå til pynt i mine vinduer. Smiley.
No!!! - manden fangede ingen fisk, så han var den eneste, der kom tomhændet hjem. Men han havde bid flere gange (og det er ikke en fiskehistorie). Vi var 3 vidner på de missede fangster.
Som prinsesse A sagde til sit glas med sine fine slebne glasskår: "Jeg har ikke så mange endnu - men nu kan jeg jo lave min egen samling af glasskår". Jamen det er jo bevingede ord, der nogen gange kommer ud af munden på 6 årig trunte. Her er parade-glas, fyldt med trunternes fund på stranden - eller sagt på en anden måde: Her vises 3 timers hygge ved stranden (incl. aftensmadsspisning) og 1 times sorterings-arbejde ved hjemkomst = 4 timers hygge ialt. HELT GRATIS. Det var den friske luft også. Smiley. OBS: Jeg har lige købt en kæmpe stor indrammet plakat med alle de skaller, der findes i Skandinavien, og her kunne vi sammen sidde og finde de skaller, de lige havde fundet, og de kunne vise mig nogle skaller, som de lige havde fundet ved Vesterhavet (Kammuslinger). Hallo! - de unger lærer åbenbart også noget, på sådan en strandtur (eller anden tur ud i naturen).
I disse fund er altså mange timers beskæftigelse - helt gratis. Og jeg har ihvertfald lært, at man ALDRIG skal smide sine brugte asieglas, syltetøjsglas m.m. ud - for de kan på fineste vis huse børns ting, fundet i naturen, og så er det en fin måde, at få fragtet skattene hjem fra Avernakø på - uden at de går i stykker. Alle glassene her blev lagt mellem ungernes tøj i deres kufferter, så de skal nok komme med hjem i hel stand. Smiley

03-06-2022

Sikke en velkomst til Avernakø - både visuelt og lydspor med fuglefløjt. Det er faktisk en lille "fætter" der hænger højt oppe i luften, som giver en lille koncert med sine smukke "triller". Og nyd så lige den Long John cykel her, som byder ALLE velkommen til Avernakø med fin skrift på pladen under stangen, som er beregnet til reklameskrift for en handelsmand, så borgerskabet kunne se, hvilken butik "svejeren" på denne cykel kom fra. Nye tider for Long John cykler (heldigvis). Nu står denne og nyder sit otium på strandengen på Avernakø. Jeg er fuldstændig solgt. Sikke et rent Morten Koch set-up en kreativ sjæl har udført. Love it!!! Piifft! da jeg var ung, da cyklede de unge drenge varer rundt på sådan en mega tung cykel her. Ofte med tungt læs på ladet foran. Fik du job som "svejer" (som regel et efter skole job) - så var det altså en Long John du skulle køre varer ud på til kunderne - og den er meget tung og besværlig at træde, selvom der ingen læs er på. Åh de stakkels "svajere". Niks! - der var ingen el-cykler dengang. Nu står en skøn bedaget Long John fyldt med krukker beplantet med forskellige strand-engs-planter og modtager øens pendlere og øens turister/gæster på smukkeste vis. Jeg vil vædde på, at der nok er mange fordums "svejere" på nu omkring 70 år, som kan nikke genkendende til denne varecykel - og med garanti også kan fortælle om, hvor tungt et job det var, at være "svejer". Start videoen og lyt til smuk "trille"-koncert udført af een enkelt lille fugl. Bedre modtagelse kan man da ikke få. Velkommen til Avernakø. Smiley. Øv - Øv - Øv - lyden er ikke ret høj og der er vind i microfonen - men med lidt god vilje kan du godt nyde en lille "trille"-koncert lige her. God fornøjelse.
OPDATERNG 10. JUNI 2022!!! Øv - lille kontrovers har udløst fjernelse af denne vildt søde Long John-velkomst til Avernakø. MEN!!! - dog ikke fuglekvidren - der stadig og til tid og evighed vil byde velkommen til min dejlige lille ø. Smiley

31-05-2022

Man kan, hvad man vil! Lige her VIL jeg slå rod tænkte det lille viol-frø. Og som tænkt så gjort. Lige i vores terrassefliser og lige op gennem dørmåtten. Jamen altså. Den lille blå viol lever s.. livet farligt. Denne dør farer vi ud af hver dag - mange gange om dagen, og nu danser vi jo nærmest ballet hver gang vi skal ud eller ind - for INGEN af os vil træde på den lille stædige viol, som bare står godt støttet af hulmønstret i gummimåtten. Vi har nu danset ballet henover den dørmåtte i meget lang tid, for at den lille dut skulle overleve. Det gjorde den - lige indtil den for nylig afblomstrede af egen fri vilje. Den kunne have levet livet farligt, hvis vi ikke havde skånet den, hver gang vi er trådt gennem den dør. Jeg ELSKER alle de små stædige bæster ude i naturen, som bare gror lige hvor de vil. Selv asfalt kan de bryde igennem - bare ved at stå ved sin beslutning om at "her VIL jeg altså slå rod". De accepterer ikke "det kan jeg ikke" - men lever efter devisen "det VIL jeg, og det KAN jeg". Beviset er lige her: man kan, hvad man vil.