25-08-2022

Mulepose til blomster-trunten på 6 år

Mulepose til blomster-trunten på 6 år - og ved den vil gøre lykke. Trunten vil jo gerne have taske med, når hun - som denne week-end - har været på blomsterudstilling (og forøvrigt ofte mange andre gange). Hun fik een af mine store muleposer i sommers, og den hænger bogstaveligt talt på hende, når hun skal "i byen". Den er ALT for stor til hende. Remmene er næsten for korte, når hun vil have dem over skrå på skulderen, og selve muleposen hænger jo helt ned til under hendes knæ. Men hun VIL have den med, når hun skal til et eller andet. Nu skal vi være sammen med trunten i morgen - og jeg har syet denne skønne mulepose til hende - i lækker kraftig groftvævet bomuld MED BLOMSTER-PRINT (og det er liiige trunten. Hun elsker blomster). Denne mulepose måler ca. 30 x 40 cm og remmen (her har jeg kun syet een rem i, modsat de store muleposer som har 2 remme) har jeg slumpet mig til hvad længden angår. Den passer mig - så ergo må den jo være en kende for lang i remmen til trunten. Det har jeg klaret ved at lave en fold i hver side af remmen - ca. 10 cm. oppe af remmen i siderne af muleposen. Folderne bliver i hver side holdt sammen af 2 isyede smukke grønne knapper som på fineste vis matcher rosenbladenes farve på det fine stof-print. Så er det jo nemt at regulere remmen længere, blot ved at klippe knapperne af - vupti!! så får remmen lige 10-12 cm. mere i længden - og i den anden side også - så øges remmen med yderligere 10-12 cm.. Jeg har syet yderlomme på og leget lidt med rappe-farvede tittebånd i pink og orange, et kantebånd med rosenmotiv samt et pudderfarvet grosgrain-bånd. Remmen og muleposen er dobbeltsyet, så den er lige så fin indeni som udenpå, og remmen er mega solid og lige pæn på begge sider. Det er da en skøn mulepose til blomster-elskende trunte på 6 år (og hun er virkelig vild med blomster. Ønskede sig hortensia-plante ud til haven - og den fik hun selvfølgelig). Jeg glæder mig til at give blomster-trunten muleposen i morgen, og sikker på den nok skal blive indviet i morgen også. Der skal jo handles fredags-slik i Superbrugsen. Smiley