06-06-2022

Det helt store hit blandt børnebørnene

Jeg ELSKER selv de lange gåture ved havet, og finde guld i form af hulsten, drivtømmer, slebne glasskår m.m.m. Det er altså det helt store hit blandt børnebørnene - den tur til stranden og finde "guld" - medbringende aftensmad, saftevand og lidt lækkert til dessert. Hertil kaffe til de voksne. Vi drog afsted med yngste børnebørn. 1. pinsedag ved 18-tiden. Stadig dejlig solskin og meget varmt. Farfar tog fiskestangen med, og jeg havde sædvanen tro 3 af muleposer med - een til mig og een til hver af børnene. For jeg VED, at nu bliver der fundet strandvaskede mursten (skide gode som tegnekridt), krappeklør og krabbeskjolde, skaller, hulsten OG det meget smukke glas. Glasskår som har ligget i havet og slebet så lækkert smørblødt af bølgeskvulp og sand, at der absolut INGEN skarpe kanter er. De er slebet helt matte af sand - men det gør intet. De er så smukke. De fleste er flaskegrønne (nok fra øl- og vinflasker) - men indimellem kan man altså være heldig at finde lyseblå, turkise, gule, lysegrøn og lys-lilla. Rød-orange strand-slebne glasskår har jeg ALDRIG set - men-men-men, gæt hvad jeg fik af trunten på 6 år: et stykke rød-orange glasskår. Det havde hun lige fundet, og det måtte jeg må, hvis hun så måtte få nogle af mine lyseblå, lysegrønne og lyslilla, når vi kom hjem (jeg har dem stående i en kæmpe glasbovle i vinduet). Jeg gav mig - men kun fordi jeg aldrig har set et rød-orange strand-sleben glasskår. Trunten på 5 år ville også bytte sit ene glasskår med mig, mod at han måtte tage 10 af mine. Ahhh - man er jo farmor, og jeg kan altid finde flere, så vi indgik en aftale: jeg fik hans lidt kedelige grønne stykke, han selv havde fundet, og han fik lov at vælge 10 af mine. Han kan jo ikke tælle - så jeg tror sådan på gefúhl, at han tog 25 stykker. Ihvertfald 3 håndfulde af mine. Skide dårligt byt for mig - men Prins O pointerede flere gange, at det grønne slebne glasskår, jeg havde fået af ham, det var meget sjældent. OK! Jeg må have gjort en god handel. Smiley.
Når man efter flere timers søgen på stranden kommer hjem med muleposerne fyldt med alt muligt, så bruges der også lang tid på at på guldet sorteret og lagt fint i glas. (UHHA - jeg forstår stadig ikke det glas med krabbeklør og krabbeskjolde). Godt de ikke skal stå til pynt i mine vinduer. Smiley.
No!!! - manden fangede ingen fisk, så han var den eneste, der kom tomhændet hjem. Men han havde bid flere gange (og det er ikke en fiskehistorie). Vi var 3 vidner på de missede fangster.
Som prinsesse A sagde til sit glas med sine fine slebne glasskår: "Jeg har ikke så mange endnu - men nu kan jeg jo lave min egen samling af glasskår". Jamen det er jo bevingede ord, der nogen gange kommer ud af munden på 6 årig trunte. Her er parade-glas, fyldt med trunternes fund på stranden - eller sagt på en anden måde: Her vises 3 timers hygge ved stranden (incl. aftensmadsspisning) og 1 times sorterings-arbejde ved hjemkomst = 4 timers hygge ialt. HELT GRATIS. Det var den friske luft også. Smiley. OBS: Jeg har lige købt en kæmpe stor indrammet plakat med alle de skaller, der findes i Skandinavien, og her kunne vi sammen sidde og finde de skaller, de lige havde fundet, og de kunne vise mig nogle skaller, som de lige havde fundet ved Vesterhavet (Kammuslinger). Hallo! - de unger lærer åbenbart også noget, på sådan en strandtur (eller anden tur ud i naturen).
I disse fund er altså mange timers beskæftigelse - helt gratis. Og jeg har ihvertfald lært, at man ALDRIG skal smide sine brugte asieglas, syltetøjsglas m.m. ud - for de kan på fineste vis huse børns ting, fundet i naturen, og så er det en fin måde, at få fragtet skattene hjem fra Avernakø på - uden at de går i stykker. Alle glassene her blev lagt mellem ungernes tøj i deres kufferter, så de skal nok komme med hjem i hel stand. Smiley