06-04-2022

Snackposer/mellemmåltidsposer til den lille skole-elev

DIY snackposer/mellemmåltidsposer til den nystartede skole-elev = Prinsesse A. Nu går Prinsesse A i forårs-SFO - d.v.s. første stadie fra børnehave til skole-elev, og det kræver en del mere mad end i børnehaven, hvor nogle måltider blev fremstillet af pædagogerne. Nu skal trunten have 3 "madpakker" med - og da det er forskellige måltider til forskellige tidspunkter på dagen, så kræver det 2 madposer mrkt. med Prinsessens navn og et nummer - f.eks. pose nr. 1 er formiddagsmaden, madkassen er middagsmaden og pose nr. 3 er eftermiddagsmad/-snack. Man kan faktisk købe disse stof-madposer (som jo mindsker brugen af fryseposer - godt for klimaet) - men de koster en del. Nu er der lavet 4 stofposer til trunten - alle mærket med hendes havn og så et nummer - enten nr. 1 eller nr. 3. Hun kender tallene - og hun ved, at madkassen er hendes middagsmad - så det er nu nemt for tullen at se, hvilken mad, der er i hvilken pose. Jeg har syet disse madposer af stofrester - og jeg kan slet ikke lade være med at pynte med skråbånd, tittebånd, bændler og fine grosgrain bånd i skrappe farver (liiiige i prinsessens ånd - smiley). Gemt bag den hvide sky på foto står prinsessens navn og posens nummer. Jeg har simpelthen indsyet et stykke stof af hvid lagenlærred, hvorpå navn og nummer er skrevet med "permanent" tusch, som derefter lige er varmebehandlet (strøget ret længe med strygejernet på "linned" = det varmeste). Inden strygning af skrift, så er det vigtigt lige at lade det skrevne tørre helt, da det ellers vil flyde lidt ud under strygningen (som ses på øverste foto til højre af rødternet pose). Her er 3-tallet flydt lidt ud. Den ene pose er lavet med lange stof-øre som skal bindes for at holde indholdet inde. Synes selv det var lidt fedt, så også trunten lærer at binde knude. Resten er bare med løbegang og snoretræk af fin glatsnoet sejlersnor ca. 5 mm tykkelse - måske lidt tyndere. Den er ihvertfald i en tykkelse som gør det nemt for små barnehænder at trække snoren til og omvendt åbne den igen. Poserne er syet af stofrester. De er blevet så fine og vil gøre sig godt som gemmested for truntens små måltider (som selvfølgelig er pakket i madpakkepapir, inden det er lagt i stofposen). Poserne kan vaskes ved 40 grader. Stofferne er forvasket, så det kryber ikke. Målene er 16 x 18 cm. Den rødternede måler 16 x 20 cm. Jeg syede 2 af hvert pose-nummer, da det er rart lige at have en reserve inden ugen er omme, hvis trunten nu kommer beskidt madpapir i eller på anden måde gør posen beskidt, så den skal vaskes igen inden den atter kan tages i brug. Nu er der 2 af hver - og så kan de jo blive vasket i week-enden, hvis de trænger. Jeg er vild med idéen om, ikke at bruge plastik, så jeg blev s.. da lidt glad for svigerdatters forespørgsel på DIY-projektet her. Det giver vildt mening at bruge stofposer til børnenes snaks/frugt istedet for plastik. Disse poser er syet i mål, så de hver kan indeholde 1 burgerbolle, 1 banan og 1 æble, så størrelsen er fin til alle former for mellemmåltider til små sultne trunter. Idéen står til fri afbenyttelse - og god arbejdslyst - for det har virkeligt været hyggeligt at sidde og fifle med alle sine stofrester og hygge med at få forskellige udseende poser ud af arbejdet. Ved trunten bliver glad for sine fine nye snack-poser.