12-02-2022

Gravpynt

Gravpynt er faktisk hyggeligt selv at lave. Medens der kreeres små skønheder, slog det mig, at jeg stod og tænkte på afdøde. Ergo må der være lagt god energi ind i disse selvgjordte blomsterkreationer til begravelse. Det tager altså lige en rum tid at få bundet - her 2 - sidste-hilsen-pynt, men det er hyggeligt at nørkle med. Her fik jeg bundet fin "liggende" buket - hvilende på store blade fra plante i haven. Nederst pyntet med små kogler på grene. Korset er lavet af poppelgrene pyntet med mos, grankogler, lidt efeu, gran og lidt grønt fra en købt buket (buketten skilte jeg ad, tog det grønne pynt + 2 store "figen-agtige blade" og satte på korset. Selve blomsterne i buketten bandt jeg til "liggende buket"). Korset tilder lidt, da de poppelgrene som danner den horisontale binding(fra forsiden) jo er bundet ovenpå den vertikale poppelbinding i korset. Bind ekstra gran på bagsiden af korset - men kun på den horisontale binding - ikke på den vertikale, da det jo er højdeforskellen der skal udlignes. Nu ligger korset fint uden vipperi. Een af roserne i buketten var lidt træt. Her tog jeg de pæneste af de orange rosenblade og trak dem på fin bindetråd, som slutteligt blev bundet på korset - lidt på sned lige under det grønne pynt. Jeg har altså ikke bundet disse 2 stykker gravpynt for at spare penge (selvom her er sparet mange penge, fremfor at købe gravbuket og pyntet kors i en blomsterbutik) - men fordi jeg elsker at "kunne selv". Buketten der er brugt til disse 2 kreationer kostede Kr. 100. Resten af pynt, poppelgrene, mos m.m. er fra vores have. Jeg har da sparet mange penge ved dette DIY-projekt - men det var som sagt ikke derfor jeg gik i gang med projektet. Jeg har nydt de 2,5 timer det tog at fremstille disse 2 smuksakker (incl. en tur rundt i haven og finde brugbare naturmaterialer, afgrene ca. 15 poppelgrene fra vejtræ lige udenfor vores hus og gåtur til øens købmandshandel som - HELDIGVIS - helt tilfældigvis lige havde blomsterbuketter i handlen. Samtidig med jeg har hygget mig, har jeg også lige stået og sendt små strøtanker til afdøde og afdødes familie. Så ja - disse kreationer kan kun være fyldt med god energi. Jeps!! - "En sidste hilsen"-kort er også hjemmegjort på 250 gr. hvid karton. Smiley