08-01-2022

Nytårsaften - og corona sætter dagsordenen

Så blev jeg ramt af corona den 27. december. Øv. Skulle have holdt nytårsaften med gode ø-venner - men det blev selvfølgelig aflyst. Jeg gik i isolation på 1. salen - men jeg skal dog ikke klage. Jeg lå isoleret med room-service. Bare et opkald på telefonen, og vupti stod det ønskede til selvhentning på trappen. Smiley. Dette gjaldt også vores nytårsmenu. Maden blev leveret på terrassen af dejlige ø-venner, manden varmede og anrettede lækkerierne, som så for min del blev sat til afhentning på trappe-afsatsen. Jeg havde nytårspyntet mit lille corona-isolations hybel og lå med flot udsigt til raketterne på fyens-siden. Vores dejlige næsten-naboer kom kl. 22 op i vores have, medbringende bobler og hjemmebagte hapsere, serveret i poser til hver enkelt, hvorpå ens navn stod skrevet, så ingen andre end een selv tog af posen. Her stod vi alle og hyggede en halv times tid, og lige fik ønsket hinanden et godt nytår, med tak for det gamle, inden vi gik hver til sit. Jeg stod ved bryggersdøren i god afstand til de andre, som hyggede ved køkkendøren. Julebelysningen fra juleaften dannede rigtig hyggelig lyssætning på terrassen. Dejligt at vi lige fik skålet på matriklen nytårsaften trods corona. Jeg har haft et mildt forløb af corona (som en kraftig influenza), og er ved at være fuld af energi igen, og dermed snart klar til at tage hul på 2022 med lidt forsinkelse. Spændt på hvad det nye år bringer. Smiley