31-10-2021

Træ-nisse produktion

Trænisse-produktion på matriklen. Her er skåret i træstammer, snittet næser, limet ditto på "ansigter", så de er tørre til i morgen. Her skal yngste-børnebørn nemlig male farfars kreationer, så de kommer til at ligne nisser. Var faktisk beregnet til julegaver fra børnene til deres forældre og mormor og morfar, hvorfor jeg skulle have alle nisserne med hjem igen, for at lime lammeuld på som dusk på nissehue og til skæg. Men NEJ - ikke om prinsesse A og prins O ville lade mig tage nisserne med hjem. Ej heller skulle de gives væk i julegave. De skulle blive hos dem - alle 4 nisser. Her er de så - 4 fine store julenisser, skåret i træ af farfar og malet af prinsesse A og prins O, med helt frie fortolkninger af, hvordan en nisse skal se ud. Med at male gik der nok et par timer, og de 2 timer blev nydt i fulde drag af ungerne og mig som bisidder (I ved: maling i samspil med 2 små livlige unger, fine trægulve, spisebord, påklædning m.m. Smiley). Vi råhyggede alle koncentreret om male-projektet, og stoltheden var let at spore, da de skulle vise deres kunstværker til deres forældre. Lidt øv at der ikke kommer lækker lammeuld på nissehue og som skæg - men det synes børnene ikke, og så er alt jo, lige som det skal være. Børnene er glade, og nisserne ser da heller ikke helt utilfredse ud. Smiley. Hvis du selv får lyst til at skære julenisser af træstammer er her lidt info: her er brugt gran, som var dejligt tørt og rent. Næserne er skåret af en gren, som jeg tog fra et tilfældigt træ i en vejside. Både ansigter og næse er skåret i smid. Efter stammerne er savet til, og inden næsen limes på med 10-sekunders superlim, så er stammerne lige finpudset med rystepudser med fint sandpapir, da granstammerne her var ret "stikkende" og ubehagelige at røre ved. Efter en slibning er de lækre bløde og glatte, uden at den smukke bark har taget skade, selvom den også er blevet pudset med rystepudser - altså kun med fintkornet sandpapir. Hvis du gerne vil have hovederne til at have forskellig udtryk og hældning, så skal du bare save hovedet i smid på skrå fra nissens "krop", i stedet for her, hvor hovedet er savet i smid i lige linie fra "kroppen". Malingen er skøn kombi af stenmaling og acryl-maling af typen til at male malerier. De skal lakeres med flere lag lak, hvis de skal stå ude (og så ved jeg ikke lige, om den næse vil blive hængende på nisse-ansigtet i forhold til fugtigt vejr. Alternativt kan den pålimede næse jo skrues på eller endda helt udelades, og så nøjes med at male en næse). Jeg anbefaler kun at bruge dem indenfor med næser limet på. Fik jeg lige tricket din lyst til at fabrikere julenisser af træstammer??? - jamen så ved du nu hvordan, og herfra skal blot lyde "God arbejdslyst - det er s.... hyggeligt at være julenisse-fabrikant". Smiley