27-09-2021

Familie-tam-tam

Så har jeg lige sat hele min familie stævne til week-end tam-tam, med leg, hygge, god mad, masser af slik og kage og bål-hygge til ud på de meget små timer. Havde syet risposer (een til hvert familiemedlem). De var så ikke fyldt med ris men med halv-flækket gule ærter. Købt masser af æg (normalt skal man jo ikke lege med maden - men lige her gør vi en undtagelse. Smiley) - for vi skal have æggeløb. Hver deltager lægger en ris-pose (læs flækkede gule ærte-pose) på hovedet, og ovenpå her lægges så et æg - og NEJ!!! - det må ikke være kogt - det skal være råt. Så skulle der være æggeløb efter fastlagt rute, lagt af ældste barnebarn - og så gik det ellers over stok, sten og havebænke med pose og æg på hovedet. Det gælder selvfølgelig om at fuldføre ruten UDEN at tabe sit æg og UDEN på nogen måde at rette ægget til med hænderne, hvis det skulle være ved at glide af posen. Der var mange kreative måder at pakke den pose på, for at ægget skulle blive liggende. Man udgår af løbet, når eens æg falder af. Efter første runde, er der flere deltagere, der stadig har deres æg på hovedet. De tager nu ruten igen - men nu i løb. Sidste mand med helt æg på hovedet, har retten til at kalde sig vinder. Det er altså en ret sjov leg, hvor deltagerne kommer til at indtage sjove stillinger, for at beholde det æg på hovedet. Deltagerne i vores æggeløb spændte aldersmæssigt fra 4 år til 81 år - så ALLE kan være med. JA!!! - selvfølgelig var der indkøbt "ikke-alders-relateret-præmie" til vinderen og små trøstepræmier til alle taberne. Ideen med æggeløb er alle tiders til at have det sjovt på tværs af aldersforskelle til - som her - familie-tam-tam. Yngste barnebarn fik ALLE poserne med hjem, da "de jo også er gode at lege med, selvom man ingen æg har", (fornuftig konklusion sagt af yngstemanden, da han fik tilbudt alle de "flækkede-gule-ærte-poser"). Smiley. NB: Mega slørede fotos - da det er rimeligt svært at tage skarpe fotos af folk i bevægelse. Men med lidt god vilje, så kan man jo godt se, at det er poser med æg, et lille udpluk af familien her har på hovedet. Ellers ved I det nu. Smiley.