03-08-2021

Vores lille campingspot

Vi har et lille mega hyggeligt spot, hvor vores dejlige - men også lille - campingvogn står og hygger sig. Her er camping for 2 personer - og se lige her. Man kan ligge i de skønneste liggestole (tykke hynder ligger i hyndeboks ved campingvognen) og hygge sig med alle vores venner ude på marken = de sødeste ø-havs-får. OG NEJ!!!!! - de lugter IKKE (heller ikke af fåre-høm-høm) og der er IKKE flere fluer end andre steder på øen, eller for den sags skyld hjemme hos dig selv. Lune tæpper til at ligge her og tælle får eller ligge om aftenen/natten og kikke stjerner ligger i campingvognen. Her kan du også lave mad, her er potter, pander og gryder, viskestykker, håndklæder, lune tæpper, strandtæpper, lyskæder i metervis, vild meget hygge - og jeps ! - der er selvfølgelig redt op til 2 i tværgående 3/4-seng (længde 2 m og bredde 1,30 m). Selvfølgelig er her vanddunk med hane (som påfyldes ved vandhane ved vores lade, og selvfølgelig er her også strøm og Jeres helt eget pænt store køleskab, som står i laden. OG ikke at forglemme: en pragtfuld havudsigt, hvor du kan være heldig at se havørnen svæve højt oppe i luften. Vælger du et pit-stop i vores lille campingvogn, så skal du være opmærksom på, at der INGEN adgang er til hverken bad eller toilet - heller ikke i vognen. Fortvivl ikke!!! - der er ikke langt til øens offentlige toiletter. Bad!!! - jamen enten kan man give en femmer og få et bad på havnen, eller du kan vælge den gratis model = tage en frisk dukkert i havet, hvor Munke Strand lidt oppe ad vejen vil være et godt bud. NB: Her er kun plads til max. 2 personer i campingvognen. Her er småt men godt og hyggeligt, og det er da det vigtigste.