25-05-2021

Pinse = majstang og familiebesøg

Som alle tidligere år, er pinsen helt særlig her på øen (og sikkert også mange andre steder) - men vi har altså en majstang, som der hvert år til pinse bliver lagt ned, afpyntet for sidste års blomsterpragt, som nu er visnet helt hen, malet, nypyntes med bøgegrene og blomster og hejses igen. Det er altså et heldags-projekt, som løber over hele dagen. I Munke - som vi hører til - mødes vi kl. 10 ved maj-stangen, hvor der er kaffe/the/øl/vand og friskbagte vafler/pandekager. Derefter går arbejdet igang med projekt maj-stang. Over middag er der fællesspisning, hvor ALLE har mad med til det antal personer man kommer. Vi var 10 personer, så selvfølgelig havde jeg mad med til 10 personer. Det hele bliver sat på et stort buffet-bord, og jeg siger Jer - her kan INGEN michelin kok være med. Det er det lækreste mad, overdådigste buffet-anretning man kan tænke sig. Øl og vand kan købes formedelst Kr. 10, så alle kan være med. Inden dagen er gået, er der også valgt en ny Oldermand. I år er det een af de unge tilflyttere, der fik titlen, som indebærer at man flager på majstangen ALLE flagdage. Som Oldermand så får man overrakt et MEGET MEGET gammelt horn, hvor der er indgraveret en masse årstal og navne på forhenværende Oldermænd. Det må være et klenodie - for da vi havde det her i huset, mener jeg at huske, at det ældste årstal ridset i hornet er 1500 og et eller andet. Det er et meget flot gammelt horn. Det plejer at være sådan, at den ny-valgte Oldermand skal kunne trutte i hornet (og det er altså ikke bare sådan lige, at få lyd ud af det horn) - men "plejer" er ikke mere - i stedet kom corona, så der blev IKKE truttet i hornet i år. Dejlig dag trods vejrgudernes lunefulde humør med regn, kulde og blæst - hvilket gør det endnu mere prisværdigt, at yngste søn, svigerdatter med 2 børn og deres vennepar også med 2 børn, har cyklet/"knallet" laaang vej på henholdsvis elcykler med alle børn og oppakning i og retro-knallerter med (selvfølgelig) grønne mælkekasser på bagsmækken, for at komme at besøge os. Det er over mange timer, de har været undervejs. Sejt gået i betragtning af vejret, kulden, blæsten, regnen og døende batterier på cyklen, som jo hver er lastet til bristepunktet med 100 kg. De har fragtet sig selv laaaang vej på disse køretøjer i et forfærdeligt vejr, og INGEN - hverken børn eller voksne - har et eneste øjeblik beklaget sig. Køretøjerne blev endda hver udstyret med et "I hjerte (love) Avernakø). Jamen - hvem gør ikke det.? Smiley.
Lige lidt turistinfo: På Avernakø har vi 2 majstænger. Een i Munke (som vist nok er den uoriginale, og derfor kaldes en majstang) og een i Avernak by (som vist nok er den originale, nedsat i kæmpe sten, som holder stangen på plads, og kaldes et majtræ). I Munke er vores majstang holdt på plads af en stor fastgjort træklods - fastgjort i en stak store sten. Selve stangen hejses manuelt af Munke´s stærke mænd via lange sammenbundne kæppe. Kom til Avernakø i en pinse og oplev selv vores hejsning af henholdsvis majtræ og majstang (er ikke lige sikker på hvad der hører til hvad - men mener vores (Munke) er en majstang. Det er en festdag og vildt hyggeligt, selvom vejret skulle blive gråt, vådt og koldt. Smiley