10-05-2021

Strøgtur på Avernakø

Jeg er på træningstur med det nyligt helede benbrud. Det blev til strøgtur på min lille ø. Her er ikke ligefrem fristende butikker på stribe (pånær vores dejlige lokale købmandsbutik, som skam også kan friste med gode ting og sager. Smiley) - men her er stribevis af smukke motiver for øjet. Foråret er sprunget ud i fuld flor, og den ene florale skønhed efter den anden kæmper om at blive set. Den lille bortløbne kanin med corona-mundbind på er åbenbart stadig ikke blevet genforenet med sine oprindelige ejere - men jeg kender parret, den midlertidigt bor hos, og jeg ved, den har det godt. Minsandten om jeg ikke også møder vores egen Bertha - den gamle tøs af en rød Massey Ferguson. Den er åbenbart faldet i staver i det dejlige forårs-solskin. Jeg falder ikke i staver, for jeg skal have det forhenværende brækkede ben trænet, så jeg fortsætter min strøgtur på Avernakø´s Hovedvej, som jo rigtigt er blevet forårs-pyntet. Smukkere strøgtur findes vist ikke.