16-04-2021

Ø-møde om seniorboliger på Avernakø

Vi er jo en hel masse her på Avernakø, som er så glade for at bebo een af de danske micro-øer, at vi nu er gået i de indledende faser, for at få bygget seniorboliger på vores ø. Vi sidder i nogle skønne - men nok alt for store bygingsmasser, når vi bliver rigtig gamle - og man skal jo handle, medens man kan, så nu går vi i gang med projekt "Seniorboliger på Avernakø". Og de skulle meget gerne kunne stå klar indenfor et par år. Det er det første møde, vi afholder i dag - første møde om at få bygget seniorboliger på Avernakø, og dette møde faldt lige på Dronning Margrethes fødselsdag, så selvfølgelig skulle Majestæten da også lige fejres med lagkage - som i anledning af dagens fødselar (udover spiselige økologiske violer) også bl.a. var pyntet med små bellis-blomster, som jo minder om en mini-udgave af Dronningens yndlingsblomst , og selvfølgelig flag og små skarpe m.m. til at udbringe et stort tillykke med fødselsdagen til vores Dronning. Derefter kunne vi snakke muligheder, drømme, visioner og ønsker for fremtidens seniorboliger på øen. Der er en del yngre mennesker, som næsten står i kø til en bolig på vores ø - og vi er en del ældre ø-boere (altså stadig i vores bedste alder - Smiley), som er ved at være grydeklare til et liv i en mindre seniorbolig- og de SKAL ligge på Avernakø, så vi kan blive boende på vores gamle dage på denne dejlige plet, og nye yngre tilflyttere så kan skabe nye skønne rammer for deres fremtidige familie-ø-liv i vores ejendomme, når og hvis vores ønsker om seniorboliger bliver til noget. Tanker, ønsker og idéer starter jo som luftkasteller, for senere at manifesterer sig i fysisk form. Vi er fulde af forhåbninger, energi og "kamplyst" for projektet - har alle Ja-hatten på, så mon dog ikke om et par år, der står dejlige, mindre seniorboliger klar til indflytning til alle os, som snart er klar til at rykke i noget mindre. Vi er alle ret målbevidste i at arbejde for sagen - og så skal det nok lykkes. Vi er meget spændte på, hvad fremtiden bringer på seniorbolig-fronten på vores lille bid af paradis. Smiley.