04-04-2021

Flakon-klubben´s mødelokale

Min første tur udenfor matriklen helt alene efter benbrud, var til et kærligt gensyn med vores hedengangne campingvogn - en Knaus Jet fra 70´erne - som for snart mange år siden indgik i en byttehandel, hvor den fik nyt liv hos anden øbo. Nu står den smukt svøbt i grønne bevoksninger udenpå (alger og hvad ved jeg - men meget klædeligt) skønt placeret i granskov. Se den så lige en gang indeni. Den er nu blevet transformeret til det hyggeligste mødested for øens Flakon-klub (som medlem indebærer det, at man skal være den lykkelige ejer af en retro flakon med 6 tilhørende små glas til. Ja ja - ved det godt - men vi har jo kun det sjov, vi selv laver. Omvendt så har vi det altså smadder hyggeligt og sjovt. Smiley). Vores gamle Knaus Jet står nu og stråler i al sin retro-glans og indbyder til hyggelige møde-stunder i Flakon-klubben. Her er hyggeligt, næsten alt er holdt med anstrøg af rød og orange, gamle broderede duge m.m. og el-radiator - så her er dejligt varmt selv på kolde dage. I dag var der servering af kaffe, kage og slik - jeg havde taget min flakon med indeholdende Baily - så det blev en hyggelig eftermiddag i Flakon-klubbens nyindrettede mødelokale, i vores gamle campingvogn (som er fyldt med gode energier fra glade ferieminder med børnene) på en særdeles blæsende og iskold forårsdag. Men vi led ingen nød. Vi sad lunt indendøre pakket i retro-guld, lidt godt til ganen og fuld musik på den orange transistorradio, mens vi fik aftalt lidt nyanskaffelser til Fru Knaus Jet. NB: Det er altså ikke corona-pandamien, der har gjort os lidt småtossede. Sådan er vi faktisk altid - corona eller ej. Smiley