31-01-2021

Så kom jeg endelig med i Avernakø's "Flakon-klub"

Hurraaa!!!! Endelig skete det! JEG BLEV ANERKENDT MEDLEM AF AVERNAKØ´s "FLAKON-KLUB". Vi er nogle ø-piger, der har lidt sjov med fællesspisning (KUN for piger). Maden indtages skiftevis hos hinanden. Mindst een af pigerne medbringer ALTID en flakon, fydt med gode stærke sager. (Flakonerne kan også medbringes til andre arrangementer - f.eks. øens årlige og festlige traktortræf). Jeg har aldrig ejet en flakon, så medlem af "Flakon-klubben" var jo helt udelukket. Men hvor er det da godt, jeg lige har rundet et meget skarpt hjørne - for udover byggematerialer til mit shelter - ja så fik jeg sørme dette fine flakon-sæt af "flakon-pigerne". Jeps - nu er jeg fuldgyldigt medlem af Avernakø´s "Flakon-klub". Det indebærer jo så også lige, at jeg skal slæbe rundt på den flakon her, når lejlighederne byder sig (og huske - den også skal fyldes med stærke sager til ganen). Det er vist klubbens eneste regel - at flakonen altid skal medbringes fyldt op med lige hvad jeg selv synes - men altså ovre i den stærke ende af udbuddet af drikkevarer. Jeg er meget beæret og lover at overholde klubbens regel. Tusind tak flakon-piger. Kan da lige berette, at flakonen her er vasket og klar til brug. For næste gang vi mødes til fællesspisning, er det hos mig - så min debut i flakon-klubben falder da på en heldigt tidspunkt (altså sådan fragtmæssigt = jeg slipper for at slæbe dette flakon-sæt den halve ø rundt). På den anden side må jeg vist hellere se at komme i træning fragtmæssigt, for det kan da godt blive en udfordring, at balancere med en fyldt flakon-flaske uden at spilde de dyrebare dråber . Altså: man behøver ikke at have humor i den tossede ende for at bo på min lille ø her - men det hjælper. Man får altså mange dejlige grin, og grin og latter er jo den bedste medicin mod næsten alt. ( Piiift!! - nu er det jo ikke sådan, at vi altid går og griner - ihvertfald ikke hele tiden). Meeen - smil, grin og latter - det er da ikke den allerværste grund til at beslutte sig for at flytte til Avernakø. Mange mennesker har opdaget det gode, herlige ø-liv, og er flyttet permanent til min lille ø - (vi har p.t. kun et hus til salg, og det er et smukt eet af slagsen. Så ved du det, hvis du lige nu sidder med en lille ø-drøm i maven), og der er ingen tvang om medlemsskab af noget som helst, hvis man vælger ø-livet til. Omvendt - så er man som ø-bo med til at holde et lille micro-samfund kørende - og det sker jo tit via alle de forskellige foreninger, man som ø-bo støtter økonomisk og/eller som medlem af bestyrelsen i foreningen - og vi har mange foreninger. Hyggelige fælles arbejdsdage i de forskellige foreninger er også med til at styrke forholdet ø-boerne imellem. Det er da skønt at bo i et samfund, hvor skøre indfald kan ende med et fællesskab om f.eks. en så skør gammeldags ting som en flakon. Når det så er sagt, så går jeg med en lille tanke om, at starte Avernakø Grød-klub, (og det er da lige så skørt som Avernakø Flakon-klub) - og i den måske kommende Grød-klub, skal du være hjertelig velkommen, hvis du selvfølgelig kan lide grød. Og hvad har en Flakon-klub så tilfælles med en Grød-klub? De er begge fællesskaber i den sjove ende - og så er vi næsten tilbage ved det, det hele handler om: Det dejlige fællesskab på en micro-ø, hvor smilet ikke er en mangelvare. Vil altså lige understrege: selvom du vælger at bo på Avernakø - så er der altså ingen garanti for nul sure dage. Opstår de, ja så kan man jo blive på egen matrikel, indtil det er overstået. Smil smitter - og det gør surhed altså også. Det gælder forøvrigt overalt, og ikke kun på Avernakø. Smiley