07-10-2020

Barndommens køresyge

Min barndoms køretøj var bl.a. sådan en Prinz NSU som denne. Vores var beige og påmonteret tagbagagebæger, hvorpå kufferter og telt blev surret fast, når sommerferien gik til Vesterhavet - selvfølgelig på telttur. Teltet havde min mor selv syet - det var stort og med veranda, og MEGET farvestrålende. Stængerne var kreeret af underboen hvor vi boede. Han var VVS-mand, så ja - teltstængerne var simpelthen gamle vandrør, som den flinke underbo skar til, så det passede til min mors telt-kreation. Husker stadig den store værksteds-nøgle der skulle bruges, når teltstængerne skulle skrues sammen på campingpladsen - husker stadig hvor flove vi børn var, for det hjemmekomponerede telt var stort og meget anderledes fra alle andres telte i 50èrne. I dag er jeg da meget imponeret over hendes kreation, og kan da nu se, at det var et kæmpe projekt hun gav sig i kast med, og at resultatet blev flot. Smiley. Altså at denne lille bil her kunne bære alle de vandrør på taget incl. telt og kufferter, og samtidig 2 voksne og 2 børn inde i kabinen. Jeg fatter det ikke i dag. Men det kunne den. Faconen på den lille dyt her er også sjov. Har altid syntes, at det er rattet, der indikerer, hvad der er for og bag på bilen. Og nu jeg står her og beundrer og undres over den fine velholdte udgave af min barndoms bil, så får jeg faktisk igen fornemmelsen af barndommens køresyge i denne bil. De lange ture i den var en plage, for jeg var ALTID virkelig køresyg - og det tricker mig altså stadig, bare det at jeg står og beundrer den her anno 2020. Denne var forøvrigt med de gamle sorte nummerplader. Fik en lille snak med ejeren som fortalte, at bilen er en årgang 1951. Samme årgang som mig selv. Den lille Prinz NSU holder sig nu godt. Er jo velpoleret, uden een eneste rustplet og stadig godt kørende. Ja ja ja - man ældes jo forskelligt. Smiley