21-08-2020

Nye beboere på matriklen

- om det skyldes klimaændringen skal jeg ikke kloge mig på, men se lige de 2 fætre her - nytilkomne på matriklen. Den - forøvrigt MEGET flotte - grønne STORE bille til venstre på billedet - den landede med (manden griner, når jeg siger "med et brag") - men den landede med en virkelig høj lyd på vores stuegulv. Jeg fik den indfanget under et glas, og ført tilbage til haven, hvor den hører hjemme. Den er vanvittig flot og meget stor. Den smukke grønne farve changerer helt over i blå og lilla nuancer, alt efter hvordan lyset falder. Jeg har googlet den. Navnet kan jeg ikke huske - men den ELSKER roser, og så giver det jo mening, at den lige netop er flyttet ind på vores matrikel, for jeg elsker også roser, så vores have må være et rent slaraffenland for den. Fætteren til højre - den aner jeg ikke hvad er. Har aldrig mødt den før. Denne her landede tungt i mit hår - og DEN er altså stor. Ca. 5 cm lang - og læg så lige dertil de lige så lange sorte følehorn. Se lige de farver den har. Ben og følehorn meget lange og sort glinsende. Kroppen changerende i vissengrønne/brune skinnende nuancer. Selve hovedet changerende aubergine-farvet/rødvins-røde nuancer. Flot fætter som jeg heller ikke kender navnet på - eller hvorfor den pludselig dukker op i vores have. Jeg er ikke sådan een, der synes kryb og kravl er smukt - men lige disse 2 her, der måtte jeg overgive mig. De er fantastisk flotte, og har de smukkeste changerende farver - men altså: Vil I ikke nok lade være med at komme ind i mit hus - ej heller lande i mit hår. Smiley.