10-07-2020

Plan B

- og jeg er tilfreds. Første prioritet var - NEJ!!!: ER - at få en flot gammel hoveddør muret i mellem stuehus og lade. Hoveddøren har jeg på lager - og det er den originale smukke hoveddør fra gode venners flotte patricia-villa. Den nåede jeg lige (under store protester fra gemalen) at redde fra skrot, da ny fancy hoveddør skulle sættes i den smukke gamle villa. Det er nu 15 år siden, jeg første gang ytrede ønske om, at få den smukke gamle hoveddør, med de smukkeste kulørte glas sat i de smårudede sprosser, muret i mellem bygningerne. Det er altså laaaaaang tid at gå med et overskueligt ønske - uden at få det opfyldt. Så her er plan B - flot udført af manden: En STOR plantekasse på hjul med påsat rionet. Hold op hvor har jeg gået og hygget mig med at finde passende drivtømmer til hylde hængt op i gamle læderbælter, transformere 2 gamle messinglampetter om til lysestager som kan hænge (der kommer altså batteri-drevne lys i, skal lige have købt nogle, der kan tåle et liv udendørs. Indtil da - for syns skyld - har jeg lige sat 2 kronelys, som selvfølgelig ikke skal tændes lige under en knastør drivtømmerhylde. Den smukke "Fil de fer" skjuler har jeg lige købt på et kræmmermarked. Den er smuk og er som skabt til at komme en potteplante i. Porcelæns-fuglene og stentøjs-hanen står altså ikke løst. Så vil de vælte i blæsevejr. Her har jeg skruet skruer lidt ned i drivtømmerhylden, og så sat "fuglene", så et langt stykke skrue virker som holder, op gennem hullet i bunden på fuglene. Det hul er der altid i brændte figurer - det være sig stentøj, porcelæn eller lertøj. Hvis der ikke laves hul i emnet, inden det bliver brændt, så ville figurerne simpelthen sprænge under brændingen. Så hul i bunden er nødvendigt - også for at emnerne kan fastgøres på den måde med skruer. Jeg har altså store keramikfugle, der er sat op på denne måde - og stadig efter en del år i rusk, storm og regn - stadig holder stand. Ellers er alt andet på dette rionet monteret med strips. Elsker de strips til montering af "tuttelut" rundt omkring i haven. Jeg er STOR fan - Smiley. I bunden af plantekassen er der sat afklippet efeu (fået af naboen - TAK), som med tiden skal slynge sig op ad rionettet. Resten af kassen er plantet til med små stiklinger fra egen have af Vintergrønt. Smuk kraftig bunddækplante med skønne lavendelfarvede blomster. Hele dette arrangement er simpelthen for at få en afskærmet terrasse. Nu kan vi sidde mere ugenert fra gaden på terrassen, og i læ af den til tider kraftig vind der genereres i smøgen mellem de 2 bygninger. Ydermere kan hele arrangementet her flyttes, da der er monteret hjul under. For at børnebørnenes små pilfingre IKKE skal kunne komme i klemme, så er der lagt store stopklodser under kassen. Men jeg tror da egentligt bare, at den skal blive stående, hvor den står. Så de hjul kunne vi nok have sparet. OBS: i bunden af plantekassen, som er beklædt med presenning, er lagt ca. 10 cm. strandsten, for at dræne og undgå mug i jorden.Alle udvendige hjørner på plantekassen er påmonteret sorte vinkeljern. Ydermere er der boret 8 huller i bunden af plantekassen - også gennem presenningen. Dette for afløb af overskyende vand i disse tider med kraftige regnskyl. Billede til venstre viser plante-/lækassen fra terrassesiden. Billedet til højre viser virkningen med afskærmning af kik udefra. Nu glæder jeg mig til de efeu og vintergrønt gror op - det kan da kun blive hyggeligt. Skal så bare lige huske at holde efeu fri fra al min fine udsmykning, så den stadig kan ses - bare total omkranset af det grønne løv. Plan B er OK - meeen altså: den smukke gamle hoveddør fra 1920 - den ligger stadig på loftet i laden, og skriger på at blive anvendt. Den kunne faktisk blive fin afskærmning til vores udendørs-bruser. Yeah!!! - nyt projekt i vente. Smiley Smiley Smiley. Piiift!!! - der skal jo en masse jord til sådan en stor plantekasse her - og det hentede vi ganske gratis på en genbrugsplads. Husk selv at medbringe skovl, når du skal afhente jord. Det skulle vi ihvertfald selv medbringe, hvor vi afhentede vores jord. Surt at stå og være kampklar til at læsse jord - uden en skovl. SÅÅÅ - smid lige en skovl på traileren inden du drager mod genbrugspladsen for at hente jord. Bare for en sikkerheds skyld. Smiley