30-03-2020

Forhøjet vandstand

Så fik vi atter forhøjet vandstand i det sydfynske øhav - og andre steder også. I lystbådehavnen lignede det, at sejlbådene var fortøjret til bundgarnspæle - men under vandet ligger altså den fineste bro. Hvor færgen normalt lægger til, da slog bølgerne simpelthen ind over landgangsrampen, så tror da nok lige, at hvis færgen havde vovet forsøget med at lægge til, så var den gledet helt op i opmarchbåsene på land. Hvor der før var strandenge og marker med græssende køer, der var nu kun hav, hav, hav. Køerne var klogeligt trukket længere op på land. Når vandet stiger så meget, at vores færge ikke kan anløbe øen, så får vi sms fra færgeselskabet om evt. aflysninger. Det skete selvfølgelig også her. Vi slap med 2 aflyste færgeafgange, før vandstanden atter faldt til et leje, hvor det var muligt for færgen at lægge til. Dette med at bo på en af de danske micro-øer, det indebærer altså også, at man ikke går i panik eller ø-kullermode, når vejrliget gør, at øens livsnerve - færgen - bliver indstillet. Og det gør vi sandelig heller ikke. Mange af os - incl. mig selv - tog gåturen ned til havnen, for at følge havets stigning. Andre var selvfølgelig nede for at sikre deres både. Havnens café-lokaler nyder godt af en formidabel beliggenhed i første parket til strand og lystbådehavn - men er så også første stop på havets vej ved højvande, hvor den tit har været ramt med vand "indenbords". Raske øboere havde allerede sikret caféens indbo og maskiner for indtrængende vand - og det var også nødvendigt. Da jeg gik fra havnen igen, stod vandet allerede og slikkede op af soklen til både havnens toiletter og café-bygningen. Jeg er fascineret af naturens kræfter og målløs over, at stærk blæst fra een bestemt retning (altså ikke storm - men blæst), kan flytte enorme mængder havvand rundt, og så på forunderlig vis på et tidspunkt flytte det hele tilbage igen - og at vi mennesker altså ikke kan styre alt - og heller ikke vejret. Den tanke er jeg helt tryg i - selvom jeg bor i et lille bitte samfund, på en lille bitte ø midt ude i havet, hvor ingen færge lige nu kan anløbe p.g.a. højvande. Smiley