09-10-2019

Skøn skøn skøn naturbørnehave

Prinsesse A går i naturbørnehave - og hvor ER her skønt. Her er bålhytte, her kan klatres i reb i træerne, her er får, geder og høns. Her er også mus. De er nemlig sødt malet på fodpanelet i garderoben (sådan nogle skal jeg da også have malet på fodpanelet hjemme i min entre. Smiley). Her er køkkenhave, frugttræer og stort insekthotel og sikkert meget mere, som jeg slet ikke har opdaget endnu. Det kræver en hel del flyverdragter, fodtøj og regntøj at gå i en naturbørnehave, for her leves livet nærmest i al slags vejr udenfor. Man bliver altså helt glad i låget af at se alle hønsene - nogle med kyllinger i hælene - bare spankulerer rundt mellem børnene. OG mindsanten om der ikke også er en vaskehal. Den ses nederst til højre i billedet. Kommenterede bare lige til et par børn, der kørte igennem en planke påmonteret strimler af lange plaststykker, ophængt over "vejen" mellem 2 træer: Er hvor ser det sjovt ud! "Ja" var svaret. "Det er en vaskehal". Sikke kreative sjæle der har udtænkt den løsning på en klimavenlig vaskehal. Prinsesse A´s naturbørnehave har til huse på en stor gård, som også rummer en naturskole. Den ligger i et helt fantastisk naturområde, som børnene også kommer på tur i. Hold op det er en skøn børnehave søn og svigerdatter har valgt til deres børn. Prins O starter også snart i naturbørnehaven. Den er populær, for man kommer på venteliste, hvis man ønsker, at sit barn skal i børnehave her.