07-10-2019

Glamping når nye højder

Havde læst om Adrias nye campingvogn - og da den lige nu er på roadshow Danmark rundt - ja så måtte vi altså lige til fastlandet og se vidunderet. Med første morgenfærge ind, var der livlig aktivitet på havet af mange optimistjoller - rigtig mange. Flot skue. Turen gik nu til Tarup Campingcenter ved Odense, hvor alle blev budt velkommen med champagne, kaffe, sodavand og snacks. Skal da lige love for, at interessen for at møde denne helt unikke model campingvogn var stor. Mange havde lagt turen forbi Tarup Campingcenter i dag. OG altså: mød lige Adrias nye design af campingvogn (campingvogne - for der er faktisk 3 modeller i Astella-serien med dobbelt terrassedør). Denne er Adria Astella 704 HP. Det er altså helt magisk med de 2 dobbeltdøre - een i hver ende. Tænk at vågne op i den store dobbeltseng (og den er virkelig stor), som selvfølgelig vender med kik udaf den vildt brede dobbelt terrassedør. ALT i denne campingvogn oser af luksus, masser af plads - ja egentlig en vild lækker hybel, som man bare har lyst til at flytte ind i permanent. Dette er den mindste model i Adrias Astella serie - og den er altså mega stor. Det må da kræve stort kørekort, hvis man skulle få lyst til at hægte dette luksus-hus på krogen. Jeg ville aldrig vove at trække rundt med dette flagskib på nogen form for landeveje - men som fastliggervogn - måske som gæstehus i egen have - er den perfekt. Vejledende udsalgspris er Kr. 432.980 - såååå!!! - jeg tror, jeg beholder min elskede lille Solifer Articina 450. Den er betalt, den er nem at køre med, ikke ret meget teknik der kan gå i stykker, ikke fancy og smart på nogen måde, men hold da op hvor er den hyggelig. Der er, hvad der skal være. Vi kan holde varmen i vognen, selvom det fryser 30 grader udenfor, da den har et suverænt centralvarmeanlæg, vi kan lave mad, her er toilet - ja faktisk kan vi jo det samme, som man kan i Adria Astella her, bare på mindre plads (meget mindre smiley).Hov!!! - der sparede jeg da lige Kr. 432.980. Smiley. Men jeg er altså vildt imponeret af dette luksus sommerhus/lejlighed på jul. Dejligt med nytænkning, og her har Adria altså førertrøjen på. De er vildt innovative og nyskabende. De der dobbeltdøre - øj sådan een ville jeg gerne have i min lille Solifer, men det ville så indebære, at mere end det halve af den ene side skulle fjernes - og det går jo ikke. Smiley.
NB: Hvis du også gerne vil møde Adria Astella på roadshow rundt i Danmark, så kan du følge ruten på astellaroadshow.dk. Måske den bliver vist hos en campingvognsforhandler i dit område.