01-07-2019

Dejlige Bornholm

Bornholm var destinationen på vores sommerferie i år - og jøsses!!!, hvor er her skønt. Pragtfulde strande, hyggelige og smukke kystbyer, maleriske havnemiljøer og spændende gallerier, butikker og arbejdende værksteder.
Vi tog færgen fra Køge til Rønne. Natfærge på vej til Bornholm og sen eftermiddagsfærge hjem igen fra Rønne til Køge. Pris 549,00 incl. bil og op til 5 personer - retur. DET er altså billigt!!!. Ved afgang Køge kl. 00.30 var cafeteriet åbent et par timer. Tidlig morgen - inden ankomst Rønne - åbner cafeteriet atter med salg af frisklavet morgenkaffe og rundstykker. På denne overfart er der forskellige muligheder for at få sig en lille lur. HUSK at tage tæpper og hovedpude med op fra vogndækket. Vi lagde os simpelthen på sofa-bænkene i cafeteriet, nogle havde liggeunderlag med, og lå og sov på gulvet. Meeen - her er altså masser af muligheder for nogle timers god søvn: Et stort stille-område med flysæder, som kan slås ned til næsten-liggende-stilling. Her lå altså rigtig mange og sov. Endnu et stille-område med dejlige køjesenge - som også på denne overfart var meget populært alternativ for sin egen seng. Alle disse muligheder er ganske gratis (min pensionist-pung kan næsten ikke få armene ned. Smiley). Endelig er der kahytter med eget toilet på øverste etage. Disse skal bookes og koster ekstra oveni billetprisen. Meget meget fine toilet-faciliteter ved cafeteriet og stille-loungerne med flysæder/køjesenge. OG - så er der sangelig også et dejligt lille soldæk, som fungerer som ryge-område. Dejligt at der også er tænkt på rygerne i denne tid, hvor de er jaget vildt.
Færgen er heldigvis UDEN hængedæk - men der køres op af rimelig stejl rampe til vogndækket. Nederste dæk er forbeholdt lastvogns-gods. Køge-Rønne ruten kan absolut anbefales. Det er billigt, komfortabelt, rigtigt flotte opholdsarealer med store vinduer, og så tager overfarten altså kun 5 timer.