12-04-2019

Temadag: Den søde tand

Ja - jeg kører lige temadag i dag. Temaet blev en hyldest til den søde tand. Tullerne på 2 og 3 år kommer i påsken, og de skal jo ikke have af den lækre Bailey-is jeg lige har lavet (der er jo spiritus i). Nu har jeg lavet en lækker portion chokolade/vanilje-is. Smeltede simpelthen lækker 70% mørk økologisk chokolade i vandbad, som blev pisket sammen med de 8 æggeblommer, som der jo skal i min is. Piskede først æggeblommerne med sukker og vanilje, og - mens der piskes - hældes den lune flydende chokolade langsomt i massen med de piskede æggeblommer. Til sidst vendes massen i den piskede flødeskum. De skønne unger ELSKER jo pind-is, så jeg hældte først lidt flydende chokolade i små isforme, dernæst blev der - med min alternative sprøjtepose, som bare er en frysepose, hvor jeg klipper et lille hul i det ene hjørne - puttet chokolade/vanilje-is masse ned i hver af de 6 forme. Så er der lækker hjemmelavet flødeis med chokolade til tullerne. Resten af isen blev frosset ned i frysebøtter. Så står man der med 8 æggehvider, som bare IKKE skal gå til spilde. De blev pisket med sukker til guf, og så blev der da lige bagt 55 pænt store kys-kager. Min gamle opskrift på flødeis finder du på siden "Mums fra mit køkken" - og du kan tilsætte lige den smag, der passer dig. Sidst jeg lavede hjemmelavet is var det en rigtig voksen-is med Bailey i. Denne her er en børne-venlig version, som sørme også kan nydes af voksne.