08-04-2019

Doven morgentur med færgen

Skal til Solskinspigens 3 års fødselsdag - tager første morgenfærge til fastlandet. Se lige en solopgang kl. 06.45. Sikke et farvespil på den himmel. Første morgenfærge søndag runder Lyø - men hvad gør det, at man skal sejle 1 time! Sidder på soldækket (som her 7. april lever fuldt op til sit navn), nyder synet af både Lyø, vores egen Avernakø, Bjørnø og Dyreborg som alle ligger og dovner i den tidlige morgensol, solen der leger i havet - og når man allerede nu spotter sejlbåde på havet - ja så føles det næsten som en varm sommermorgen. Solen skinner fra en skyfri himmel og vores skønne Solskinspige holder 3 års fødselsdag. Det kan kun blive en pragtfuld dag. Vandvejene er noget af de smukkeste veje i Danmark, og lige denne tidlige forårsmorgen er min vandvej altså forrygende smuk. Jeg jager og stresser ikke afsted - sidder stille og roligt med min morgenkaffe og bare nyder at blive fragtet til fastlandet, med de smukkeste motiver på nethinden, og når vi rammer Fyn, har vi kun 3 kvarters kørsel til Solskinspigens bopæl, hvor en dejlig dag venter os i selskab med vores sønner, svigerdøtre og alle børnebørnene. Tror da næsten ikke, at der er noget som helst, der kan "slå mig af pinden" i dag. Smiley.