26-03-2019

Så er foråret på vej

Her i foråret for vi overnattende gæster i vores lille skønne campingvogn, så jeg har lige lavet en dejlig hyggekrog til dem - for billig penge: Pilehegn på rulle fra XLMøbler.dk, som jeg altså godt kan anbefale at handle med. God service, hurtig levering og så var de absolut de billigste hvad pilehegn på rulle angår. Trykimprægnerede pæle fra Jem og Fix (de er lige til at banke i jorden). Pilehegnet er så monteret med strips på pælene. Manden lagde så lige overligger på hele baduljen, og den var jeg så ikke sen til at udnytte. Havde 2 pænt store skønne keramikfugle på lager, købt for mange år siden på en planteskole. Nu er de monteret på overligger i dejlig rede lavet af birkeris og gammel pilekrans med visne blade (een jeg bandt forrige år, og ikke kunne nænne at smide ud efter endt brug). Reden har jeg med vilje lavet lidt vild med rigtig mange strittere. Det kan jeg godt lide - andre vil måske hellere have reden fin og mere perfekt, men det kan man jo gøre, som man vil. Bandt så også lige lidt mos på reden, så fuglemor og fuglefar ligger lunt og godt. Ydermere havde jeg en lille keramikfugl liggende, og den kunne med lidt god vilje da godt ligne en fugleunge, der kikker op på sin mor og far i reden. Den monterede jeg på toppen af en række rulsten. Fuglene i reden er monteret på overliggeren med strips, som er ført op gennem fuglene via huller i bunden. Det ser altså helt vildt sødt ud med dette lille set-up, og de store keramikfugle har gennem flere år prydet overligger i vores hedengangne hønsegård, så jeg ved de kan holde til vind og vejr hele året rundt rundt. For en sikkerheds skyld blev der skruet skruer i overliggeren (altså lange skruer, hvor kun halvdelen af længden blev skruet i), og afstanden mellem skruerne lige passede op i fuglenes huller i bunden - bare så de ikke kan dreje rundt om overliggeren i stormvejr. Det kan de ikke nu, hvor skruerne holder dem på plads i reden. N.B. Pilehegnet her giver hverken ly for vind eller nysgerrige blikke - men det giver lidt afskærmning, og på sigt vokser de dejlige cypresser plantet bag pilehegnet sig store. Så vil hyggekrogen her blive helt skøn lækrog for vind og nysgerrige blikke, samt give skygge på solrige sommerdage. Omvendt: så er der altså ikke meget trafik ned ad vores markvej, hvor krogen her er, så det med nysgerrige blikke er nok vildt overdrevet. Smiley