13-03-2019

Mit ønskescenarie i haven

Var lige på besøg hos kreativ nevø. Se lige hans skønne STORE terrasse, som han selv har bygget i forbindelse med hans skønne by-hus, som han selvfølgelig også selv har bygget. Selvom nevøen her har det skønneste hus med et dejligt soveværelse, ja så er det altså her på tag-terrassen han sover - ja nærmest lever. Sengen har hjul på benene, så han kan skubbe den ud, hvis stjernehimlen skal nydes inden søvnen melder sig. Ja - han behøver såmænd slet ikke at stå ud af sengen, for at skubbe den ind under halvtaget igen. Han tager bare fat i trævæggen, så rulle sengen let og elegant under halvtag igen. Under halvtaget er udekøkken med hængeskabe, rustfri bordplade, vandhane (ja-ja - indlagt vand). Ligeledes under halvtag hyggelig spisearrangament. Havepejsen (som forøvrigt er købt af vores smed på Avernakø) står klar til optænding, så den kan ses fra både seng, køkken og spiseplads. Under halvtaget er yderligere stor brændekurv, hvor øksen ligger klar til hugning af brænde. På bærende rustik træstamme ved sengen hænger hængekøje klar til udhængning. ALLE de skønne STORE blikdåser, som der er plantet i, de er leveret af nabo-butik - et pizzaria, hvor de har indeholdt råvarer til fremstilling af pizzaer. Check lige den brændekurv ud ved stolpen een gang til. Den er hjembragt fra Nepal. Det er faktisk disse store kurve nepaleserne bærer på ryggen, når ting og sager skal fragtes fra A til B. Den er IKKE spændt fast på ryggen - nej, via bred læderstrop rundt om panden og så fastgjort til kurven bærer nepaleserne deres varer i disse smukke hjemmegjorte kurve. Helt utroligt de kan. Lige denne kurv her er nu kommet på retræte med et stille liv på en skøøøøn tagterrasse midt inde i byen. Det må da være det ultimativt dejligste sted at tilbringe sin pensionist-tilværelse. Bliver da helt misundelig på denne skønhed fra Nepal. Smiley.