08-03-2019

Avernakø Købmandshandel ny-indrettes

Så skal vores købmandshandel have lagt nyt gulv og pyntes med nyt inventar. Købmand-inden har brugt hele dagen og nok det halve af natten med at pakke HELE butikken ned. Vi øboere har vist længe, at butikken skulle renoveres, og rigtig mange har tilbudt deres hjælp med at flytte butikken midlertidigt over i Avernakø Forsamlingshus, hvor der så kan handles, medens renoveringen af butikken står på. Her tidlig morgen har butiksbestyrelsen sat os frivillige til at mødes til fælles morgenbord med kaffe/the og friskbagte lune rundstykker, så vores købmand har været meget tidligt oppe for at brygge kaffe og bage rundstykker til dette forrygende lækre morgenbord. Så går vi alle igang med at bære ALLE varer fra butikken ind i forsamlingshuset rydde butikslokalet for inventar - og her snakkes altså både alle reoler, frysere, kasse-disk, kæmpe kaffekværn m.m., så det var nødvendigt med indlagte øl-pauser. Ved middagstid blev der kaldt til fælles lækker mad i det nu helt tomme butikslokale. Her havde vores søde købmand-inde kogt den lækreste italienske oksekødssuppe med islæt ala Avernakø (som hun selv formulerede det, da mange spurgte om hvilken slags suppe det var). Til den meget lækre suppe var igen friskbagt lunt brød i alle afskygninger, øl, vin, sodavand efter eget ønske. En herre-ret som var tiltrængt efter flere timers arbejde. Og se så lige hvad vi alle i samlet flok fik banket op i Avernakø Forsamlingshus: Avernakø Købmandshandel - nu i størrelse som dagli`Brugsen på fastlandet. Her er alle varer linet op på lange borde - selv kasseapparatet fik vi sat op på lille separat bord som med lidt god vilje ligner en disk. Altså livet på vores lille ø (og sikkert også på alle andre små-øer) er lig med fælles indsats, når noget skal ordnes. Vi arbejder sammen, hygger os med det og får grinet og lavet sjov - OG hvor er det dog hyggeligt med disse fælles-måltider som der ALTID er, når større ting skal udrettes til fælles glæde for hele øen. UPS: Formanden for Butiksforeningen kom til skade under nedrivningen af fastnaglet inventar, så han fik lige et stort plaster på med teksten "AV", hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt det slag gjorde ondt eller ej. Smiley. Og så er det jo også Kvindernes Internationale kampdag i dag - så vi kvinder, som deltog i flytningen af Avernakø Købmandshandel, overtog selvfølgelig total styringen på denne dag - tror vi da nok!