03-01-2019

Det KAN altså lade sig gøre uden vaskemaskine

Så gik vaskemaskinen i udu - ligesom al vasketøjet fra juledagene - incl. sengetøj fra overnattende gæster - skulle vaskes. Jamen - hvor er det godt, jeg er fra en årgang, hvor vi stod og kogte bomulds-bleer til vores små poder i stor gryde på komfuret. Smiley. Jeg kendte rumlen. Alle håndklæder, viskestykker og karklude blev håndvasket - sengetøj kom i stor balje (i brusekabinen) med rygende varmt vand og sæbe. Her skal så omrøres med kosteskaft (det var lige, hvad jeg havde ved hånden), for det vand er altså alt for varmt at have hænderne i. Undertøj blev kogt i gryde på komfuret (her omrøres også - nu med skaftet af grydeske). Alt blev efterfølgende skyllet i koldt vand. JUHU!!! - vaskemaskinen kan køre på eet program - og det er slyngning (altså KUN slynge-program UDEN skyldning). Al vasketøjet blev nu slynget i vaskemaskinen - og hokus-pokus: vasketøjskurven er nu helt tom, tørresnoren fyldt med renvasket vasketøj. Det kan altså lade sig gøre - storvask UDEN vaskemaskine eller møntvaskeri lige i nærheden. Må så også lige indrømme, at det tog en halv dag. Kan altså godt huske mit barndomshjems "store vaskedag" (her er vi altså tilbage i begyndelsen af 1950`erne) - hvor man brugte en hel dag på at vaske. Tror da pokker det tog så lang tid dengang uden vaskemaskine, for det gør det stadig på denne manér. Men pyt med det, tøjet blev rent. Vaskemaskinen bliver først repareret i næste uge - men jeg frygter ikke endnu en vaskedag på denne manér, for så slemt var det altså heller ikke. Slutresultatet blev det samme som med vaskemaskine: dejligt rent tøj. Krydser alt hvad krydses kan for at det slynge-program på vaskemaskinen ikke også står af, for så er jeg altså på den. Så jo - jeg glæder mig da til vaskemaskinen bliver repareret, men omvendt - så er storvask muligt uden. Smiley!