26-12-2018

Juleaften, saunatønde og ildfest i haven

Så er den skønne saunatønde (som jo er gratis til låns for fastboende samt sommerhusgæster her på Avernakø) kørt i stilling på vores matrikel, julepyntet med gran, lyskæder, hvidvinen sat på køl, trækar fyldt med vand, og der er tændt op i ovnen i saunaen. Så er vi klar til saunatur om ca. 1 times tid, hvor hele den skønne tønde er varmet godt og grundigt op, Vi har vinterbadende julegæster, og de ser frem til den kolde dukkert og så ind i svede-tønden. Jeg er IKKE vinterbader - men jeg elsker altså den saunatønde, så jeg skal selvfølgelig også lige have min svedetur juleaften. Efter sauna-tur tages lige et hurtigt bad. Så er vi alle klar til at fortsætte vores juleaften. Sådan en svedetur giver altså os alle vores ungdoms-kulør igen, og det er SÅ dejligt. Kan varmt anbefales. Juleaften er altså også en lysfest her på vores matrikel. Ude på terrassen står vaskemaskine-tromle monteret på bilfælg via solid jernstang - og så har man altså et genialt ildsted. Det er så smukt med ilden bag alle de der små huller, som der jo er i vaskemaskine-tromler. Lige her er der 3 store haveblus puttet i - men senere kommer der brænde i, og så står flammerne altså op ad tromlen. Vi har sat vores vaskemaskine-tromle-ildsted et sted på terrassen, så vi hele tiden kan se ilden fra stuen. Det er altså hyggeligt - og samtidig kan vi hele tiden indefra stuen holde øje med, hvornår der skal fyldes brænde på. Det brænder rimeligt hurtigt - men vi undgår at ilden går ud, for vi holder skarpt øje og fylder mere brænde på, inden ilden ebber ud. Denne ildtønde var altså også et yndet sted for rygerne juleaften. Her var hyggeligt og lunt at stå. Vores juleaften i år stod i varmens og ildens tegn, og det var så hyggelig og anderledes jul i år, hvor vi både skulle i sauna, vinterbade (dem der var til det. Smiley) og holde denne vaskemaskine-tromle kørende med ild hele aftenen. Børnebørnene holdt jo ikke jul hos os i år, så eftersom vi kun var voksne, så valgte vi at holde juleaften på en lidt utraditionel måde, hvilket vi alle nød. Jo jo - vi var skam i kirke, nød traditionel julemiddag, spillede pakkespil og hyggede hele aftenen samt lidt af natten, for det tog lige lidt tid med saunatur, vinterbadning i buldermørke om natten, så lige atter en tur i sauna, sluttelig en tur under bruseren (den dejligt varme af slagsen), og så ind i julepyntet stue og fortsætte juleaften - nu iført morgenkåber, vådt hår og meget ungdommelige røde kinder. Smiley.