07-12-2018

Julefrokost på færgen

Så har jeg lavet flere kander kaffe og pyntet 3 krukker med gran. Kurven er pakket med whisky, puddersukker, flødeskum, teskeer og kaffekrus til Irsk kaffe, og nu drager vi til færgen. Avernakø og Lyø holder fælles julefrokost på færgen. Vi tager simpelthen færgen fra Avernakø kl. 15.10 - hvor Lyø-boere allerede havde dækket flot op, så jeg havde slet ikke behøves at tage krukker med gran med. Der var simpelthen dækket så flot op med lys, gran, duge m.m. Så stiger pendlerne på færgen i Faaborg kl. 16 - og de har lækkert smørebrød med. Drikkelse sørger vi hver især for til os selv - og så skal jeg da lige love for vi havde en sjov og hyggelig fælles julefrokost på færgen - alle øboerne fra Avernakø og Lyø, som havde tilmeldt sig. Vi blev simpelthen på færgen indtil sidste ankomst på ens respektive ø. Lyø-boerne steg af kl. 20.30 og os fra Avernakø lukkede og slukkede festen, da vi steg af på vores ø kl. 21.00. Her blev spist lækkert smørrebrød, juleslik, drukket Irsk kaffe, hygget, snakket, sunget og danset i sammenlagt 6 timer på havet. Jeps - vi ryddede pænt op efter os, fejede og vaskede gulv og borde, så færgen kunne afleveres pæn og ren til færgeafgangen fra Avernakø kl. 21. Øerne imellem blev enige om, at dette med at vi fra begge øer holder fælles julefrokost på færgen - mens den sejler - det vil vi gøre igen næste år. Dejligt rigtigt at lære hinanden at kende fra de 2 øer, som færgen besejler daglig. Vi takker for skøn, sjov julefrokost - og takker det søde færgepersonale for deres overbærenhed med larmende øboere. Foto her er taget INDEN alle deltagere i julefrokosten er ankommet ombord på færgen, og for at I lige kan se den fine opdækning kreeret af sød Lyø-bo. Smiley