12-11-2018

Genbrug er jo det rene GULD

I mine gemmer, havde jeg 2 stk. Louis Poulsen lampetter liggende. Tror da nok lige det er 25 år siden jeg købte dem på et loppemarked. Prisen? - ja hold nu fast: Den ene gav jeg kr. 25 for og den anden kr. 45,00. Det hus vi flyttede fra for at blive øboer, der havde vi begge lampetter hængende i stuen. Så købte vi jo et lille bondehus på Avernakø, hvor der pludselig kun var vægplads til den ene. Men NU!!! - nu er begge Louis Poulsen dutterne hængt op et helt perkekt sted, nemlig som læse-/hygge-lys ved nybyggede day-bed. Manden havde træ til selve day-bed´n på lager i laden - men manglede til benene. Hvor er det da IGEN heldigt, at hans kone er samler. I foråret skulle ældste søn og svigerdatter have nye spisestole - og de gamle lå smidt i en dynge på deres trailer, og sådan noget det spotter jeg jo med det samme. De der fint udskårne stoleben afmonterede jeg, og tog med hjem, uden lige at vide, hvad jeg skulle bruge dem til. De blev nu slebet af for maling, savet af i passende højde - og vupti, nu var der gratis ben til vores day-bed. Var meget i tvivl om vi skulle male trappen - men fravalgte det, for det er jo ret hyggeligt med al det fyrretræ. Det giver varme til alle de hvide vægge, og da day-bed´n også er bygget i fyrretræ, så hænger den fint sammen med trappen. Overfor det nybyggede arrangement står vores hvide reol - og den blev lige rykket lidt ud fra væggen, duttet op med tykt lammeskind, som før lå i een af stolene ved brændeovnen. Nu er der også lige 2 siddepladser her på reolen. Det er jo ved brændeovnen, så jo flere siddepladser des bedre. Kold vinterdag med bulder og knitren i brændeovnen, day-bed og lammeskind - så bliver det vist ikke meget bedre.