03-09-2018

60 års fødselar i Kridthuset

Ja - så er vi taget til 60 års fødselsdagsfest i legebarnet´s og friluftlivets tegn. Festen blev nemlig holdt i Kridthuset ved Føns Strand på Fyn. Det skønneste sted, og et pragtfuldt sted at holde fest, familiesammenkomst og som her - 60 års fødselsdag. Vejret var med fødselaren og alle os gæster. Invitationen gjaldt med ankomst kl. 14, og det var godt. Hele eftermiddagen blev der spillet spil, leget, drukket fadøl, kaffe, the, spist brunsviger og lækker slik. Når man lejer Kridthuset, så kan her overnattes (i køjesenge), man kan tage telt med eller som vi gjorde - tog vores campingvogn med. Både campingvogne og telte kan "parkeres" lige op til bad og toilet, hvor der er adgang udefra - så det kan næsten ikke blive nemmere. Vi vidste ikke lige, om vi kunne få strøm til vognen, så vi havde taget nærmest alle vores jule-lyskæder med - og hvor var var det hyggeligt. Vi har batteri i vognen, så alle lamper virker, selvom vi ikke kan få strøm - men altså - hvor var det hyggeligt med lyskæderne. Kridthuset ligger på en virkelig STOR naturgrund. Her er kæmpe bålhytte (tror da nok lige man kunne sidde 30 mennesker derinde) - med en MEGA/GIGA bålrist med hejseværk. Brænde skal man så lige selv have med. Her er legeplads og så søde naboer (køer). Kridthuset ligger lige ned til den smukkeste og dejligste sandstrand, så lejer man hele herligheden om sommeren, kan her bades. Lige da vi var her, stod der på skilt lidt længere ned ad vejen, at badning frarådes p.g.a. coli-bakterier. Fik af vide af lokale, at det havde noget med tørken/kraftig regn og køerne at gøre. Men uanset badning ikke var nogen mulighed lige nu, så ligger Kridthuset altså i de smukkeste omgivelser. Selve huset indeholder sovesale med køjesenge, et enkelt værelse med 2 sovesofaer, stort køkken, spisesal med masser af borde og stole samt hynder til disse. Vinkel-sofa-gruppe og et par gode lænestole i et hjørne af spisesalen samt 2 x 2 toiletter med 2x bad. Legeredskaber som badminton, bolde, stigegolf m.m. skal man selv medbringe. Lige til denne 60 års fødselsdag - hvor der både var børn og ældre med til festen - da var det altså en super dejlig eftermiddag for alle, med leg og spil krydret med kaffe/the/kage/slik/fadøls- og sodavandspauser under overdækket terrasse i forbindelse med huset. Et kik ud af vores vindue i campingvognen, åbenbarer en stor og dejlig agillity-bane til hunde. Måske man kunne leje/låne den i forbindelse med festivitas i Kridthuset. Så var der da noget for familiens 4-benede venner også. Lige da vi var der, var der stor aktivitet med hunde på banen - med fællesspisning, så her kunne den nok ikke lige lejes/lånes. Men man kunne da forespørge ved leje af Kridthuset. Jeg kan varmt anbefale at holde din næste fest/sammenkomst med overnatning i Kridthuset. Her er ikke fint og fornemt - men helt vildt hyggeligt. Lækkert sted at holde fest, hvis man er til leg, spil, gåture, bål - ja nærmest fest på spejdermanér - men på den fede måde. Maden til denne 60-års fødselsdagsfest var selvfølgelig grill-selv-mad. I spisestuen var sat hel buffét op med alskens kød og spyd med kylling/grøntsager, forskellige skønne salater, flútes - ja alt hvad hjertet begærer af gode sager, og så var det bare ud på den store grill og lave sin egen mad over åben ild. Og den grillhytte her - den kan altså rumme virkelig mange mennesker, så her stod mange omkring bålet samtidig for at tilberede sin egen mad. Så jo - her blev snakket og grint over madlavningen. Hvis du lige blev lidt tændt på at vide mere om Kridthuset ved Føns Strand, så får du lige linket til deres hjemmeside her: www.kridthuset-vestfyn.dk. UPS!!!!! Ser lige nu på Kridthuset´s hjemmeside, at det ikke lejes ud til private fester???? Det forstår jeg altså slet ikke. Har da lige været til 60 års fødselsdagsfest! Og medens vi var der, kom pludselig et ægtepar (som ikke vidste, at det var udlejet lige nu) - de ville gerne besigtige Kridthuset, da de havde lejet det til familiesammenkomst. Så kontakt lige Kridthusets ejere, for der er da lige spørgsmål, der skal besvares. ALTSÅ: Vi HAR lige været til fest i Kridthuset. Smiley. OBS! Nu har jeg lige talt med fødselaren, som holdt fest i Kridthuset - og det bliver IKKE lejet ud til fester med høj musik etc. Altså ikke "basseralle-fester". Smiley. Familiesammenkomster er nok den rigtige betegnelse for "fest" i Kridthuset. Det er det altså også eminent til. Pragtfulde rammer til en sammenkomst af familien - hvor man virkelig kan dyrke fællesskabet uanset alder - og så er her virkelig plads til udfoldelse og hyggestunder. Yderligere et plus er, at her kan overnatte mange mennesker, enten i køjesenge, telte eller campingvogn, hvis ens familie kommer fra alle kroge af Danmark. Så blev det lige sat på plads.