31-07-2018

Veterantraktordag på Avernakø

Her er så vores set-up til Veterantraktordagen. Altså vores vogn var bare SÅ flot (her er jante-loven sat ud af spil - for det er mig og manden, der selv har stået for udsmykningen - Smiley). Forrest var monteret nedløbsrør - hvor store grene blev presset fast ned i. I bagenden monterede vi vores nok 30 år gamle parasol. Stråmåtte-ruller - som ældste søn ville smide ud, men dem tog jeg mig lige af - blev nu til små borde, eet i hver ende. De strå-ruller er tunge, så de kunne stå uden fastmontering. 2 konservesdåser som vaser. Borede et hul i hver dåse, stak en lang bambuspind gennem hullet og hele vejen ned i strå-rullen. Satte i hver dåse 3 syltetøjsglas, som hver blev fyldt med vand (dåsen kunne jo ikke lige holde vand, når jeg havde boret hul i bunden). Hvert syltetøjsglas blev pyntet med hvad der lige var af blomster her i tørken, og vupti - så var der en stor smuk buket på hvert bord, og de blev stående, da der jo var laaang bambuspind hele vejen fra overkant dåse til bund strå-måtte. Genialt, hvis jeg selv må sige det (jante-loven er stadig sat på stand-by). Hæklet flagranke blev bundet mellem parasol og "træ" på langs af vognen, som lige blev fyldt med havens stolehynder, så alle kunne sidde godt. Hov - der kom sørme også lige dannebrogsflag på traktoren samt et "Det Sydfynske Ø-hav´s"-flag på nedløbsrøret, som i dagens anledning måtte agere træstamme for alle de store grene. Jamen nu er vi SÅ klar til at deltage i Veterantraktordag på Avernakø. Se flere indlæg under dette. Hov igen: på hvert "bord" blev der sat skål med lakridskonfekt, så der var lidt til den søde tand på turen øen rundt. Skal jo ikke risikere at nogen går sukkerkold på turen. Vand på flaske og brandsikkert askebæger skal da også lige nævnes. Ingen dehydrerer i varmen her - og rygerne kunne ryge, alt det de ville, for askebægeret var af typen rustfri stål med låg. Smiley.