24-07-2018

Tur retur

At bo på een af de danske små-øer giver i tilgift med et dejligt bosted, også verdens smukkeste vandvej hjem. Satte ældste søn og svigerdatter samt prins K stævne i Fåborg på en hot hot dag. Var på café, fik is og shoppet seje badesko til prins K. Nu går turen hjemover igen med 14-afgangen fra Fåborg. At vi skal sejle en hel time - runder nemlig lige Lyø - gør jo ikke så meget, for der er masser at kikke på, her fra færgens soldæk (som virkelig svarer til sit navn i dag). Mødte dette smukke træskib ved Lyø - og se lige Lyø havn: her er tykt af turister, som er på Ø-hop i det sydfynske ø-hav. Ikke alle kom med. Der er nemlig et max. antal passagerer som færgen må tage med, og har man ikke booket plads - selv som person uden bil - ja så er det altså en god idé lige at booke, så man er sikker på at komme med den ønskede afgang fra øerne. Selv os som ø-boer, vi skal også booke persontransport her i sommerferien. Det er altså helt enormt, som der er kommet turister til både Lyø og Avernakø. Ø-hop gør altså, at færgen er gratis mellem øerne - bare du husker at tage en direkte afgang/ankomst øerne imellem, som IKKE runder Fåborg. Gå på Ø-færgens hjemmeside og læs mere om Ø-hop. Der er også andre muligheder. Lige her i højsommeren sejler Seahawk også mellem øerne. Den kan tage meget få passagerer, og her skal også bookes. Billetten gælder for en hel uge, så det er bare med at hoppe på Seahawk og gå på opdagelse på vores skønne småøer i det sydfynske øhav. Seahawk har sin egen hjemmeside, hvor du kan se færgetider, hvilke øer den besejler, pris samt bookning. Deres hjemmeside er: www.ø-hop.dk. Der venter en verden af skønne oplevelser på de små øer. Det var lidt om ø-hop på en dag, hvor termometret nok har ramt 30 grader, og vi sidder på en proppet færge på vej fra Lyø til vores egen dejlige plet: Avernakø - hvor jeg vist bare skal hjem og ligge i min hængekøje på en skyggefuld plet i haven. Smiley