24-06-2018

Café Teske i Ringkøbing

Café Teske i Ringkøbing - her bliver man altså glad af at være. ALT er til salg. Selv de kopper, tallerkener, bestik du spiser af, er til salg. Også bordet du sidder ved, og den stol du sidder på er til salg. I een af stuerne mødte jeg disse dejlige damer, som sad og nød en anretning, og humøret var højt. For sjov sagde jeg, at jeg lige havde købt det bord de sad ved, og at jeg gerne ville have det med mig med det samme. Jeg sagde det selvfølgelig med et smil - for jeg havde IKKE købt bordet. Men nu det var til salg, så kunne jeg ikke dy mig. Smiley. Caféen er indrettet i et af Ringkøbings mange gamle og meget smukke huse. Udefra ligner det en privatbolig, men et lille flag og et sjovt skilt med en madam blå, indikerede på charmerende vis, at her lå en café. Det var faktisk flaget, der fangede vores øjne fra gågaden - et stykke nede af en sidevej uden butikker. Hvor var det godt, vi fandt denne lille skønne perle. Her nød vi kaffe og lækker lækker hjemmebag. I hver kage var sat en træpind med en lille reminder (og det elsker jeg jo). På min stod der: Grisling: Vi har 2 hænder til at tage ting med, 2 fødder for at gå, 2 øjne for at se og 2 ører for at høre - men hvorfor har vi kun et hjerte? Peter Plys svarer: Fordi det andet er givet til en anden, som vi selv skal finde. Citat slut. Jamen altså - hvor er det smukt. Betjeningen af Café teske er simpelthen glad. Vi valgte at sidde i den skønne gårdhave på en lidt kølig sommerdag, og omsorgen for os var stor. Vi fik hver et varmt tæppe, pude til stolen og hele tiden: sig til hvis der er noget I mangler. Både kaffe/kage og omsorgen blev leveret med smil og kvikke bemærkninger. Café Teske er som at blive "skudt" tilbage til min barndom. Indretningen, interiøret og alle de sjove ting, der var til salg. Nyd lige caféens toilet!!!. At trække i den jernkæde til cisternen, som hang oppe under loftet, DET fremkaldte minder fra mit tidlige barndomshjem. Dette toilet var som at træde ind i min barndom. Tror ikke en gang dette toilet var een meter i bredden - nøjagtigt som alle de toiletter jeg husker fra 1950´erne. Rammer du på et tidspunkt Ringkøbing eller området omkring Ringkøbing Fjord - så er Café Teske altså et besøg værd - ja faktisk et must. Hvis man ønsker at spise aftensmad der, så anbefalede det søde personale at bestille bord, da der åbenbart var "run" på om aftenen. Ville gerne have spise aftensmad her, da de også havde vegetar-retter (jeg spiser jo ikke gerne kød) - men det nåede vi desværre ikke. Det har jeg tilgode. Altså Café Teske, Østergade 4-6, 6950 Ringkøbing, tlf.: 40 80 05 00.