20-05-2018

Pinse og majstang

Sikke et pinsevejr. Helt sommerligt da vores majstang i Munke skulle lægges ned og hejses igen. Der er 2 majstænger på Avernakø, een i Avernak by og een i Munke. Eens adresse afgør hvilken majstang man tilhører - og vi tilhører den i Munke. Det er simpelthen en festdag. Majstangen lægges ned ved hjælp af bærestokke og stærke mandfolk med gode "muller" til at styre og støtte. Når den er lagt ned bliver majstangen befriet for sidste års blomsterpynt og tjæret. Så bliver den atter pyntet med friske blomster og bøgegrene, og her var vores lille prinsesses A med til at stikke duftende syrener ind mellem de bundne bøgegrene. Øj hvor hun hyggede sig - og det gjorde alle vi andre også. Øverst kommer en topbuket, så et smukt flag af træ, monteret på et jernspyd, hvorpå der er sat et stykke fersk spæk, så træflaget kan dreje efter vindretningen, dernæst dannebrogsflaget, under det endnu en buket og lidt længere nede den meget meget smukke krans af bøgegrene og - i år - masser af duftende syrener. Så tilkaldes igen de stærke fyre med gode "muller", for nu skal majstangen atter hejses ved hjælp af stokke og hiv og slæk med støtte-reb. Det er hårdt arbejde, men op kom vores smukke majstang atter i år. Min mand var afgående Oldermand, og ny blev udnævnt. Oldermanden passer alle flagdage på majstangen. Under nedtagning, tjæring og afpyntning af majstangen er der varme pandekager og vafler, kaffe,the og øl/saftevand og sodavand og øl kan købes. Efter hejsning af majstangen er der fællesspisning hos Avernakø Lam. I år var vejret jo super, så der var dækket op i deres have. Alle har mad med til en fælles buffét, som altså altid er overdådig. Det var igen i år en super hyggelig dag. Vi havde yngste søn og hans familie samt deres venner på besøg, og de nød at opleve pinsens hejsning af majstangen, og synes det var sjovt at være med til at hejse den med de lange stokke. Jamen atter i år en skøøøn pinse i familiens og Munke majstangs tegn her på Avernakø.