26-04-2018

Sweater i smørblød, tyk merino baby-uld

Så er der endnu en dejlig varm sag klar til Prinsesse A på nu 2 år. Garnet er købt i Superbrugsen. Tyk, blød, blød Baby merinould. Lækker lækker kvalitet. Her strikket i dobbelt perlestrik, og så lige syet et lille mærke på ærmet: Homemade with og så et lille rødt hjerte. Tullen får den i støvet pudder/rosa farvet, og nu er jeg gået igang med en til hendes lillebror - Prins O. Han får den i støvet lys blå/grøn farve. Den ser lyseblå ud på foto - men det er den altså ikke.
Her får du opskriften, som er total kreeret ud-af-hovedet:
Forbrug: Jeg glemte helt at tælle nøgler, men jeg har vejet den færdige bluse, og her er altså lige knap 400 gr. blød merinould, så med 50 gr. pr. nøgle, så skal du påregne 8 nøgler, så er der ihvertfald nok.
Slå 140 masker op på rundpind nr. 4. Strik rib 2 vrang 2 ret i længde som ønsket. Min her er 4 cm. På første pind efter rib, strikkes ren ret, hvor der jævnt fordelt tages 8 masker ud. Nu strikkes dobbelt perlestrik (2 ret, 2 vrang over 2 pinde, næste 2 pinde er så 2 ret over de 2 vrang fra foregående pind, og 2 vrang over de 2 ret - ligeledes over 2 pinde = dobbelt perlestrik). Strik ønsket længde. Jeg strikkede til hele arbejdet incl. ribkant målte 32 cm. Nu deles arbejdet, og hvert stykke strikkes for sig.
Ryg: luk i hver side 3 masker af (underste af ærmegabet) og fortsæt til arbejdet måler 14 cm. Sæt nu de midterste 22 masker på hjælpepind/sikkerhedsnål og strik hver skulder for sig: Der er nu 23 masker på hver skulder. Strik 1 række og luk af. Den anden skulder strikkes magen til.
Forstykke: Start igen med at lukke 3 masker af i hver side (ærmegab) og strik til arbejdet måler ca. 7/8 cm. Sæt de midterste 14 masker på en hjælpepind og strik hver side for sig. Start udefra og strik ind mod halshullet. På næste pind lukkes for 2 masker - strik pinden ud. Strik atter ind mod halshullet, vend og luk nu 1 maske af. Fortsæt pinden ud. Strik atter ind mod halshullet, vend og luk 1 maske af igen. Strik pinden ud. Fortsæt til æregabet måler 14 cm. Luk af til skulder. Den anden side af halshullet strikkes magen til, blot modsat.
Ærmer: Slå 40 masker op på pinde nr. 4 og strik rib i ønsket længde. Jeg strikkede ribben dobbelt så lang, som den skulle være. Så kan den bukkes og og slås ned, efterhånden som barnet vokser. Det er jo som regel på ærmelængden, de først vokser ud af tøjet. Dette gør, at den kan bruges lidt længere, selvom barnet vokser. Efter rib strikkes 1. pind retstrikning, og her tages jævnt 10 masker ud. Lad også dette være retsiden på ærmet, når du syr den sammen. Nu fortsættes i dobbelt perlestrik til ønsket længde. Jeg strikkede incl. ribkant 37 cm. Under strikningen tages med jævne mellemrum ud til 66 masker (i begyndelsen og slutningen af samme pind). Luk løst af.
Vil du have mærke syet på ærmet, så gør det inden du syr det sammen. Ellers bliver det alt for bøvlet, at få det helt lige syet på. Sy blusen sammen. Saml masker op i halskanten på strømpepinde nr. 4 og strik rib. Jeg var her nødt til at strikke en ekstra lang rib i halskanten, da jeg fik samlet maskerne meget grimt op. Nu kunne jeg så blot lukke af (meget løst på pind nr. 6) og så bukke ribben rundt og sy med løse sting. Så nu er der ingen, der kan se min grimme opsamling af masker, da den er gemt under ombukningen. Denne bluse er dejlig nem at strikke - nærmest bare gerade aus - og så er den altså blevet mega sød og mega blød. Og SÅ KRADSER DEN IKKE. Dette garn er altså blødt som smør. Superbrugsen har altså nogle dejlige garner af naturmaterialer. Der er godt nok ikke så mange farver at vælge imellem, men lige til tullerne her, er farverne perfekte. God arbejdslyst, hvis du skulle få lyst til at strikke denne sweater. Denne str. svarer nok til en str. 3+ år (Prinssesse A er en MEGET lang pige - Smiley)